Den gørende tekst

Kommunikativ
handlen
Illokution (proposition)
Ass.
Fig. 2
Med henblik på at skelne nærmere mellem illokutioner med gørende perlokution og illokutioner
med sigende perlokution, kan man sammenligne følgende to sætninger:
1. Det er en frisklavet sildemad
2. Tag en frisklavet sildemad
Implikatur
Viden Handlen
Sigen (og Gøren) Gøren
Perlokution
Sætning 1 bibringer modtager en information om sildemaden som han (som perlokutionær effekt)
kan acceptere sandheden af eller ej – i begge tilfælde er viden resultatet: Viden om at sildemaden er
frisklavet eller ej. Sætning 2 er en metaassertiv med direktiv perlokution der åbner op for modtagers
handling i konteksten – at tage sildemaden eller lade være. Begge sætninger synes at kolportere
mere end semantisk forståelse, nemlig indlejrede perlokutioner i forlængelse af illokutionerne.
Perlokutionerne er imidlertid tydeligvis forskellige; de er vidensændring og handling. 45
Med bestemmelsen af denne blot pragmatisk identificerbare forskel mellem perlokutionstyper
som den afgørende forskel mellem gøren og sigen afsløres det at distinktionen ikke er talehandlingsteoretisk
essentiel. 46 Det ændrer imidlertid ikke ved distinktionens omfattende praktiske
45
En sidegevinst ved nuanceringen af gøren-sigen er at Bakhtins fordring om at enhver ytring må kunne besvares, kan
inkorporeres. Det eneste tilfælde hvor svar er en umulighed, er nemlig i den tømte kontekst, og den er jo en illusion. Der
kan dermed svares på alle ytringer, men svaret er forskelligt, og denne forskel sætter Bakhtin ikke fingeren på: Svaret
på de tekster som Bakhtin placerer i de primære talegenrer, er handling, mens svaret på de tekster som Bakhtin placerer
i de sekundære talegenrer, er viden.
46
Dog er den implicitte valorisering af pragmatiske forhold i forbindelse med talehandlinger ikke teoretisk uinteressant,
ligesom det forhold at gøren kan beskrives som handleforlængende i modsætning til sigen hvis perlokutionære handling
55