Den gørende tekst

5. at indirekte talehandlinger er den eneste mulighed.
6. at ikke-konventionelle stilfigurer, syntaktiske såvel som semantiske, og andre uøkonomiske
realismebrud stiller sig i vejen for gørens umiddelbare handleforlængelse.
7. at fiktion forhindrer umiddelbar handleforlængelse.
8. at empirien bevidner at gøren bedst tjenes af (præg af) mundtlighed frem for skriftlighed, af
spontanitet frem for planlægning samt af enkelhed i udtrykket frem for ciselering.
Formodningen som ligger under disse otte punkter, er at man med specialets detaljerede redegørelse
for gøren-sigen dimensionen og dennes relation til andre centrale tekst- og talehandlingstræk har
fået et stærkt værktøj til såvel at analysere som til at konstruere tekster. Ved at forpligte tekst på
kontekst har specialet vist en måde at implementere elementer fra analytisk filosofi, pragmatik og
talehandlingsteori i analysen af tekst der virker. Tekster har altid kunnet indrulleres som aktive
tjenere for højere formål, og med dette speciale er grundlaget givet for at beskrive og udvikle denne
rolle for tekster med relevans for alt lige fra erhvervsliv til undervisning og intimsfærens
kommunikation: Tekster virker og gør en forskel hvis de konstrueres, adresseres og modtages
korrekt i forhold til den givne kontekst.
David A. H. Graff
113