Den gørende tekst

at udforme alle regelsættene ens fremgår den handlemæssige forskel, svarende til forskellen mellem
gøren og sigen, imidlertid klart, og således understøtter reglerne opfattelsen af at der er to talehand-
lingsgrupper, en gørende og en sigende – stik mod Searles hensigt.
I Speech Acts opstiller Searle et skema over illokutionære handlinger samt over reglerne for
deres korrekte udførelse (1969:66-67). Searles eksempler er: anmode (‘request’, ‘question’),
assertere (‘assert’, ‘state (that)’, ‘firm’), takke (‘thank (for)’), råde (‘advise’), advare (‘warn’), hilse
(‘greet’) og lykønske (‘congratulate’). Bortset fra ‘hilse’ der næsten falder uden for
talehandlingsteoriens forklaringsmuligheder, 28 kan alle Searles eksempler uproblematisk grupperes
under gøren og sigen: anmode, råde og advare synes alle egnede til at indgå i handlekæder og er
derfor gørende, mens assertere, takke og lykønske modsat synes sigende. Denne påstand finder
grobund i Searles regler for talehandlingernes udførelse. Reglerne er den propositionelle
indholdsregel, de forberedende regler, vederhæftighedsreglen og essentielreglen. Jeg gennemgår i
det følgende disse regler for hhv. gøren og sigen, og i gennemgangen vil begreber som handling og
kontekst udgøre klare punkter på skillelinjen. Jeg begrænser mig til at konkludere ud fra Searles
skema (Searle 1969:66-67) og henviser til dette for eksempler.
Den gørende propositionelle indholdsregel: Fælles for anmode, råde og advare er at denne
regel refererer til og prædikerer modtagers fremtidige handling. 29 At afsender i alle tre tilfælde
har intention om at få modtager til at handle, gør handlingerne direktive, men også
kommissiver, fx løfter, som refererer til og prædikerer om fremtidig handling fra afsender selv,
er gørende. Den gørende propositionelle indholdsregel viser at gørende talehandlinger er
fremtidsrettede, og at de først og fremmest er følsomme over for en distinktion mellem
yderligere betegnelser overflødige. Se i øvrigt Widell for en fremstilling af talehandlingsteoriens udvikling, herunder
ikke mindst i typebetegnelserne hos fx Austin, Searle og Habermas.
28
Også ifølge Searle (1969:64).
29
Searle mener at advarslen er en reference til en fremtidig, uønsket mulig kendsgerning og som sådan en sigende måde
at gøre nogen opmærksom på noget. Efter min mening er det imidlertid ikke nok at blive opmærksom på et problem for
at undgå det, og man må derfor sige at advarslen prototypisk har til hensigt at få modtager til at handle, mens
erkendelsen af den fremtidige, uønskede kendsgerning er handlingens baggrund. Således bør ‘warn’ have en
forberedende regel ud over de to Searle formulerer, nemlig ‘det siger ikke sig selv at modtager alligevel ville handle for
at undgå det fremtidige, uønskede fænomen’. For mig at se er advarslen en variant af rådet.
38