Den gørende tekst

prædikation hvad angår afsenderen: I mimetiske tekster er den angivelige udsiger blot en maske
eller en repræsentation uden referent. Afsenderen forsvinder imidlertid ikke, hvad Hamburger
hævder – han taler blot ikke i eget navn, men med maske på. Om end mimesis således tyder på
fiktion, er det forkert at hævde, som Hamburger, at kun mimetisk litteratur kan være fiktiv; også
diegetisk litteratur kan mangle reference og have prædikationer som ikke kan fæstnes. 16
Ud over de kontraintuitive træk der tyder på teoretisk inkonsistens, handicappes Hamburgers
teori af en kompromisløs adskillelse af litteraturen fra resten af sproget. At Hamburger virkelig ikke
levner nogen mulighed for udveksling, konkluderer Genette ved at beskrive Hamburgers
bestræbelse som “a certain refusal to employ language […].” (1973:xvii). Afslaget angår litteraturens
mulighed for at indgå i sammenhæng med eller på samme vilkår som resten af sproget, og
modviljen forekommer særligt problematisk når man erindrer at grundlaget for Hamburgers teori er
et af hende selv udtalt behov for at forklare litteratur i lyset af sproget generelt:
Logik oder Sprachlogik der Dichtung […] kann genauer ale Sprachtheorie bezeichnet werden.
[…] Die logik der Dichtung als Sprachtheorie der Dichtung hat zum Gegenstand das Verhältnis
der Dichtung zum allgemeinen Sprachsystem. Logik der Dichtung ist also im sprachtheoretischen
Sinne zu verstehen […]. (1957:10)
Den paradoksale relation mellem dette erklærede udgangspunkt og den af Genette identificerede
“refusal to employ language” beløber sig til at slå sig selv for munden.
Selv om Hamburgers forsøg på at opbygge en genresystematik ikke holder, er hendes
eksempel tankevækkende: Som udgangspunkt minder hendes motivation om Genettes (og min) idet
hun tager afstand fra beskrivelser af litteratur ud fra “die historische Entwicklung des
Weltzustandes und der damit verbundenen Auffassung von Mensch und Welt” (1957:156). I stedet
erklærer hun at hun vil tage sproget selv som grundlag, men hun gør det ikke helhjertet, i hvert fald
ikke på Platon og Aristoteles’ præmisser, da hun (som romantikerne) promoverer lyrikken. Desuden
begår hun den fejl ikke at se diegesis og mimesis som ét grundlæggende begrebspar. I stedet hæfter
hun begreberne sammen med noget andet (ikkefiktion og fiktion), og deri mislykkes hun.
En mere farbar vej foreslås efter min mening af Mikhail Bakhtin i artiklen ‘Frågan om
talgenrer’ (1952-53). Bakhtin anlægger som Platon og Aristoteles en sprogpragmatisk vinkel, og
16
Man kan heller ikke sige at mimesis’ fiktivisering af udsigelsesinstansen medfører fiktion for det udsagte generelt.
Man kan nemlig sagtens give ikkefiktive beretninger, fx historiske, mens man foregiver at være en anden end man er (se
i øvrigt Gørende tekster er prototypisk diegetiske).
25