Den gørende tekst

en findes på forhånd i talehandlingsteorien, konkret i form af beslægtede begrebspar og generelt i
antagelsen om at sprog ikke kan forklares fyldestgørende med den klassiske sandhedssemantiske
analyse. På trods af disse fællestræk var der dog rigeligt nyt at konkludere: Det er ikke sådan, som
Austin angående illokutionen konkluderede, at diget mellem sprog med tydelige handletræk og
sprog med tydelig sandhedsfølsomhed bryder sammen når man træder fra teori ud i praksis. Alt
sprog er i bund og grund sandt eller falskt, og dets rolle som handling i dynamisk sprogbrug kan
forklares ud fra teori om instrumentel handling generelt. På denne baggrund står skellet ikke mellem
sandhedsfølsomt og handlingsbaseret sprog, men mellem talehandlingers tendenser til vidensorientering
eller handlingsorientering. Det er heller ikke sådan, som Searle antog, at pragmatiske
formål og konteksthensyn opløses i detaljerede regler for korrekt udførsel af en række illokutionære
handlinger; tværtimod er de tydelige i hver enkelt regel. Snarere er det sådan, som Bakhtin,
Habermas og Widell på forskellige måder angav, at man må skelne på baggrund at talehandlingernes
anvendelser i kontekster. Dog er Bakhtins begreber om primære og sekundære talegenrer for
upræcise, Habermas’ teori er for fokuseret på illokutionen frem for på propositionen og perlokutionen,
ligesom Widells skelnen mellem illokution og perlokution ikke har helt samme sigte som
sigen og gøren.
Forskellen mellem sigen og gøren er en forskel i perlokutionær rækkevidde: Såvel gøren som
sigen er asserterede propositioner der, om vellykkede, fører til vidensændring (perlokution 1 ). Denne
perlokution er altid udstyret med en tetisk direction of fit. Nogle gange vil modtager derudover
kunne drage en implikatur som motiverer handling (perlokution 2 ), og i sådanne tilfælde er talehandlingen
gørende. Denne perlokution er altid udstyret med en telisk direction of fit. Redegørelsen markerer
en sandhedssemantisk renæssance med summen af talehandlingsteoriens indsigter i ryggen,
ligesom den peger på gørende talehandlingers helt afgørende særegenhed: Gørende talehandlinger
rækker ud over sproget i det de kan initiere andre handletyper. For at opnå det er det nødvendigt at
bryde med sproget, dvs. med Grices maksimer: Hvis en talehandling skal kunne tolkes som
gørende, må den (-s perlokution 1 ) være irrelevant, upræcis, af upassende omfang eller usand, for
kun på denne baggrund kan gørende talehandlingers konstitutionelle implikatur drages.
I en tilpas tømt kontekst kan modtager forstå en talehandling som gørende selv om afsenderen
ikke tænkte den som sådan, da tømte kontekster ikke klart tilkendegiver talehandlingernes rolle.
Som hovedregel skal perlokution 2 dog afspejle afsenders intention med talehandlingen hvis
talehandlingen og dens rolle som led i en kæde skal kaldes vellykket. Ellers vil der være tale om
enten afsenders ukorrekte udførelse af illokutionen eller om modtagers for dårligt begrundede
110