Den gørende tekst

Konklusion
Gøren-sigen dimensionen som hermed er teoretisk begrundet og praktisk illustreret, har igennem
specialet haft en vidtstrakt historisk klangbund. I specialets første kapitel viste jeg således at gørensigen
har forbindelser til en række genrehistoriske hjørnestene. Slægtskabet med Platon og Aristoteles
består i fokuset på sprogpragmatiske modi: Enten taler (skriver) man i eget navn eller i en
andens, og denne udsigelsesdistinktion mellem diegesis og mimesis peger frem imod gøren-sigen.
Ved at vægte udsigelsen føres analysen nemlig lukt ind i konteksten hvor der udsiges, og konteksten
er afgørende for at karakterisere gøren og sigen. Den diegetiske kontekst er således prototypisk
for gøren, mens sigen findes i såvel den mimetiske som den diegetiske kontekst. Mere betydningsfuld
end denne sammenhæng er dog Platons og Aristoteles’ balancegang mellem på den ene side
tekstemner og –midler og på den anden side de sprogpragmatiske modi: I en analyse af diegesismimesis
såvel som gøren-sigen må emner og midler trænges i baggrunden for en stund.
På netop dette punkt begik Goethe og Schlegel afgørende fejl: Trods bekendte med de antikke
forgængeres tekster tillod de sprækker i genrebeskrivelsens formelle grundlag, og derved forårsagede
de en relativisering af genredefinitionerne. Romantikerne stod imidlertid over for et hidtil uset
komplekst tekstfelt hvor romaner og lyrik forrykkede balancen i genresystemet, og står Bakhtins
vurdering til troende, satte romantikerne sig på en umulig opgave ved at forsøge at integrere hele
feltet i det antikke system. Systemet som ifølge Bakhtin er præget af dets skaberes følelse af “the
wholeness of literature and of the harmonious interaction of all genres”, havde øjensynligt ikke
plads til i hvert fald romanens nybrud.
Misforholdet mellem teorien og det litterære felts virkelighed slog Genette ned på i sin kritik
af de romantiske teoretikere og deres arvtagere: De hævder at have opdaget “a natural “system”
precisely where they are constructing a factitious symmetry with the help of a copious supply of
false windows”, fastslog han. I det tyvende århundrede forsøgte bl.a. Hamburger og Bakhtin at
karakterisere genrer på formelt grundlag, og mens Hamburgers forsøg svækkes af paradokser og
kontraintuitive konsekvenser, har Bakhtin held til på pragmatisk grundlag at skelne mellem to overordnede
tekst- eller ytringstyper, ikke ulig gøren-sigen, som peger frem mod talehandlingsteorien.
På trods af eksistensen af genrehistoriske arbejder der minder om eller på prægnant vis
afviger fra gøren-sigen dimensionen, kunne det ikke udelukkes at dimensionen ville synes uset efter
en minutiøs talehandlingsteoretisk analyse. Det viste sig dog at varianter af gøren-sigen dimension-
109