Den gørende tekst

Det faktum at romanen prototypisk er mimetisk og alligevel kan regnes for en prototypisk
narrationstekst, tyder på at der er problemer i den antikke symmetri, ligesom det er klart at diegesis
og mimesis for et nutidigt synspunkt der må tage højde for romanen, ikke kan ses som en
anstødssten for narration og dramatik. Den uregerlige romangenre anfægter derimod ikke diegesisog
mimesisbegreberne i sig selv (selv om det kan se sådan ud hvis man betragter narrationsteorien
komplicerede og tendentielt selvmodsigende brug af begreberne, jf. Hawthorn (1998)). De kan
nemlig stadig anvendes til at karakterisere enhver genre, også romanen, nemlig som en prototypisk
narrativ og mimetisk tekst. Denne karakteristik er kun selvmodsigende hvis man som Platon, i lykkelig
uvidenhed om senere tiders romaner, opfatter narration og diegesis som gensidigt forbundne
(se fx 2003:88).
Det er således ikke selve inddelingen, men grundlaget for den, man skal bide mærke i hos
Platon og også hos Aristoteles (1992). Som Gérard Genette har påvist i The Architext (1979),
fortjener Aristoteles og Platon ros for at holde tungen lige i munden i karakteristikken af genrernes
grundlag. Karakteristikken tager med ord fra Aristoteles’ Poetik udgangspunkt i en forskel mellem
forskellige måder at behandle “skabende gengivelser [...] af virkeligheden” (1992:11) på. Ifølge
Aristoteles er der tre sådanne måder hvoraf de to første angår midler, fx metrum, og emner, mens
den tredje, som her er i fokus, er behandlingsmåden (1992:14). Og hvad denne angår, er Aristoteles
på linje med Platon:
For i de samme digte og med genskabelsen af de samme emner kan man snart selv fortælle,
snart optræde i en andens skikkelse således som Homer gør, eller man kan vedblive som den
samme uden forandring eller (omvendt) lade alle personerne optræde som handlende og
virkende (dramaet). (1992:14)
Af citatet fremgår det at Aristoteles ligesom Platon ser tekster som delt mellem diegesis (“selv
fortælle”) og mimesis (“optræde i en andens skikkelse”), ligesom han gør tilstedeværelsen af visen
(se note 6) som fremstillet fysisk handling af ikke-sproglig art klar (“optræde i en andens
skikkelse”, “vedblive som den samme uden forandring”). Med hensyn til udsigelsen indeholder
16