Den gørende tekst

Skematisk må gøren og sigen nu forklares efter de linjer som findes i bilag 2. Skemaet viser at
gøren og sigen er identiske helt frem til korrelationen med konteksten hvori det afgøres om den
perlokutionære handling udelukkende er vidensorienteret, eller om den tillige er handlingsoriente-
ret. Begge er asserterede propositioner der som perlokutionær effekt påvirker modtagers viden. I
gørens tilfælde vil den viden som er resultatet af perlokution 1 , stride mod princippet om
kommunikativt samarbejde, og modtager vil gennem implikaturdragning forstå den perlokutionært
indhentede viden som et forsøg fra afsender på at initiere modtagers handling. Denne perlokutionære
effekt (der prototypisk vil hænge sammen med afsenders intentionelle perlokutionære handling)
svarer til perlokution 2 i skemaet.
Der er yderligere to konklusioner at drage ud fra skemaet: Først og fremmest skal det slås fast
at gøren altid forudsætter implikaturdragning: Modtager vil altid kunne spørge sig selv hvorfor
afsender har haft til hensigt at iværksætte en vidensændring (perlokution 1 ). I forbindelse med sigen
vil vidensændringen vise sig at være målet i sig selv, men kan modtager ud fra konteksten drage
implikaturen at vidensændringen blot er første perlokutionære skridt på vejen mod modtagers nye
(tale)handling (perlokution 2 ), vil talehandlingen være gørende. Denne fremstilling antyder det andet
punkt som skemaet giver mulighed for at konkludere på: Mens afsender med en sigende talehandling
slet og ret siger, dvs. refererer og prædikerer med sigte på modtagers accept eller afvisning af
propositionen, synes afsenders gørende talehandling at skulle forstås som et forsøg på ved hjælp af
at sige at forårsage gøren, i betydningen: handling, fra modtagers side. 44
Med disse pointer in mente kan endnu et skema konstrueres (se fig. 2, næste side). Skemaet
viser at gøren er identisk med sigen frem til at den handlingsskabende implikatur drages. Skemaet
viser desuden at gøren kun kommer i stand gennem implikaturen, og ikke findes som selvberoende
element i den kommunikative diskurs.
44
Gøren dækker altså et større spektrum end sigen, og kunne måske fremstilles som afsenders gøren-skabende
talehandling og modtagers gøren-udførende (tale)handling. Da en sådan formulering vil true klarheden i begrebsparret
gøren-sigen alvorligt, vil jeg imidlertid fastholde den oprindelige formulering idet jeg opfordrer til at forstå gøren
snævert: som afsenders del i perlokution 2 , dvs. afsenders perlokutionære handling, uagtet at modtager spiller en
væsentligt større rolle her end i forbindelse med den sigende perlokution 1 . Så vidt jeg kan fornemme, vil alternative
betegnelser for distinktionen desuden uvægerligt komplicere billedet yderligere.
54