Den gørende tekst

Tekster er som sagt realistiske i kraft af lighed med eller eksemplifikation af det
kernesproglige forlæg. Hvis de i større eller mindre grad afviger fra forlægget, vil de i tilsvarende
grad bryde med realismen. Af den grund er Klaus Rifbjergs “Solsort” der indeholder beskrivelser
som den før anførte det grå / terrassogulv er gummitavst, urealistisk, mens følgende uddrag fra
Helle Helles Hus og hjem er et eksempel på en realistisk tekst:
Postkassen hænger lige ovre på gadehjørnet. Alligevel sikrer jeg mig, at døren er låst, før jeg går
derover. Jeg kan ikke vænne mig af med det. (1999:5)
Denne tekst er realistisk fordi den imiterer det kernesproglige forlæg: Den bryder kun med
princippet om kommunikativt samarbejde én gang og da af økonomiske hensyn: 64 Modtageren må
slutte sig frem til hvorfor det er en modsætning (signaleret af alligevel) at postkassen hænger “lige
ovre på gadehjørnet”, og at jeget sikrer sig “at døren er låst”. Ved ikke at eksplicitere årsagen
bryder teksten med den griceske maksime for kvantitet – der siges for lidt. Men maksimebruddet
fører via implikaturdragning let modtageren til forståelsen af at jeget ikke føler at hun behøver låse
døren når nu afstanden til postkassen er så kort; hun kan blot ikke vænne sig af med det.
En spøgelseshistorie bryder derimod med realismen da den ikke hverken ligner eller
eksemplificerer det kernesproglige forlæg. Det kan den ikke gøre da det kernesproglige forlæg ikke
indeholder navne uden reference, og navnene i spøgelseshistorien er netop uden reference da
spøgelser ikke findes! Her er vi igen tæt inde ved berøringspunktet mellem fiktion og realisme. Men
mens den fiktive realistiske tekst bl.a. er realistisk i kraft af at man kunne have tænkt sig dens navne
kernesprogligt udstyret med reference, så forholder det sig modsat med den fiktive, urealistiske
tekst, fx spøgelseshistorien. I spøgelseshistoriers tilfælde er de manglende referencer altså årsag til
såvel fiktion som realismebrud. En realistisk og fiktiv tekst behandler noget man genkender som
virkeligt i kraft af ikonisk lighed med det kernesproglige forlæg der refererer til virkeligheden. Men
spørgsmålet om hvad der er virkeligt, er ikke et anliggende for definitionen af realisme – det angår
forholdet mellem det kernesproglige forlæg og virkeligheden. Og på dette niveau kan det
selvfølgelig diskuteres hvad der er virkeligt; fx ville dokumentationen af spøgelsers eksistens føre
til en revision af det kernesproglige forlæg og siden af spøgelseshistoriens status i forhold til
64
At teksten sandsynligvis er fiktiv, signaleret af omslagets konventionelle genrebetegnelse ‘roman’, betyder at den
ikke eksemplificerer, men kun ligner det kernesproglige forlæg. Havde det ikke været for det konventionelle signal,
kunne man desuden have talt om fiktionens implikaturbrud. Modtager kunne med rette have spurgt til relevansen hvis
ikke omslaget på forhånd havde informeret om at dette er en roman.
76