Den gørende tekst

Bakhtins talegenrer og talehandlingsteorien kan dog næppe sammenknyttes entydigt. Bakhtin
er nemlig berygtet for sin manglende præcision, 35 og at dømme efter Møller Andersens forvirring
på punktet som jeg beskæftiger mig med, farer man let vild i Bakhtins teori. Møller Andersen når
bl.a. frem til at Bakhtin ligesom Searle har en “typeinddeling af ytringer, dvs. af talehandlinger.”
(2003:112), og at man ikke kan inddele Bakhtins talegenrer “i kategorier efter arten af illokutionær
kraft” (2002:122)! Da Searles inddeling af talehandlinger i typer netop er en kategorisering efter
arten af illokutionær kraft, må Møller Andersen her siges at være på vej ud i et paradoks. At det
forholder sig sådan, kunne skyldes at hun ikke holder fast i kontekstbegrebet som udgangspunkt for
sammenligningen af Bakhtin med talehandlingsteorien. Konteksten tjener således ikke sin naturlige
rolle som samlende element for Møller Andersen på stedet hvor hun ellers præcist karakteriserer
spændet af talehandlingers og –genrers mulige modtagere ud fra særdeles kontekstuelle iagttagelser
– fra “den aktuelle samtalepartner i en dagligdags dialog” til “en ubestemt, ukonkretiseret anden”
(2002:125). Hun bruger nemlig ikke efterfølgende den ellers vigtige iagttagelse på Bakhtins teori.
Man kan konkludere at kontaktpunkterne mellem Bakhtin og talehandlingsteorien findes i
sammenhængen mellem svarhandling og perlokution, mellem primære hhv. sekundære talegenrer
og gørende hhv. sigende talehandlinger – samt overordnet i understregningen af kontekstens
centrale rolle. Dermed er det ifølge Bakhtin-forskeren Michael Holquist tilsyneladende ikke gjort,
for som følgende citat der er en redegørelse for Bakhtins standpunkt, antyder, virker talehandlingsteoriens
grundsætning om at tale er handling som klangbund i Bakhtins teori:
[…] in so far as an utterance is not merely what is said, it does not passively reflect a situation
that lies outside language. Rather, the utterance is a deed, it is active, productive: it resolves a
situation, brings it to an evaluative conclusion (for the moment at least), or extends action into
the future. (1990:63)
Med den afsluttende betoning af at ytringer tilmed af og til “extends action into the future”, lader
Holquist en pointe om gøren falde i en kontekst med tydelige talehandlingsteoretiske undertoner.
Svaret på hvordan en ytring kan forlænges som handling, antyder Holquist ved at skelne mellem
større og mindre kontekstafhængighed (1990:64). På dette punkt mangler Holquist (og Bakhtin)
imidlertid den præcision som en yderligere undersøgelse af perlokutionsbegrebet medfører.
35 Se fx Møller Andersen (2002:11) og Holquist (2002:194).
43