Den gørende tekst

Platon og Aristoteles – at tale i egen eller andens person
[...] genres are properly literary categories, whereas
modes are categories that belong to linguistics, or
(more exactly) to what we now call pragmatics.
Gérard Genette
Platons kommentarer om genrer falder i The Republic (2003) som er den klassiske tekst hvori
Platon ridser sin vision for det ideelle samfund op. Som led i opridsningen udstikker Platon, der til
anledningen har lagt sine synspunkter i munden på Sokrates, regler for kunstnerisk produktion, og
det er i dette øjemed at Platon karakteriserer genrernes systematik. Han skelner mellem to typer,
dels den hvor
the poet speaks in his own person, and does not attempt to persuade us that the speaker is
anyone but himself. (2003:86)
og dels den type hvor afsenderen forsøger at overbevise modtagerne om at han ikke er afsenderen.
Platon nævner som eksempel passagen i Illiaden hvor Homer
speaks in the person of Chryses, and does his best to make us think it is not Homer but an aged
priest who is talking. (2003:86-87).
Dette fører Platon frem til pointen om at tekster hvori afsenderen taler gennem andre, er
‘mimetiske’ – idet afsenderen nemlig ved at tale gennem en anden mimer denne – mens tekster
hvori “the poet speaks in his own person”, er ‘diegetiske’. Begrebet ‘diegesis’ dækker over det
forhold at afsenderen taler direkte, og ikke gennem skuespillere eller fortællere i fortællingen som
selv er fortalte (fx Chryses), og står ved sin identitet.
Med diegesis-mimesis begreberne kan man billedligt talt angive om afsenderen taler “uden
maske”, dvs. vedstår sin identitet og udsigelse ved at tale i egen person, som fx prototypisk i en
selvbiografi eller en manual, eller om afsenderen taler “med maske” ved at lægge udsigelsen i
munden på en anden, til lejligheden konstrueret (repræsenteret) udsiger, som fx i replikskifter i
romaner hvor romanens forfatter taler gennem sine repræsentationer, personerne.
Således tolket beskriver distinktionen mellem diegesis og mimesis ytringshandlingen som går
forud for og betinger den udfoldede talehandling. Som sådan beskæftiger den sig med spørgsmålet
Hvem er talehandlingens udsiger? Afsenderen eller afsenderens repræsentation? Er det afsenderen
13