Den gørende tekst

mål på forhånd er angivet, betyder dette tab dog intet. Makrostrukturen skal nemlig i denne
sammenhæng ikke først og fremmest være fortolkningsmæssigt tro mod teksten – makrostrukturen
skal loyalt udlede de på forhånd angivne sprogdimensionelle og intuitive træk. Ud over at bringe
dem frem i lyset vil en makrostruktur også ofte antyde den overordnede type af den tekst som
makrostrukturen udtrykker, herunder typens prototypisk formål, kontekst og indholdstype. Det
skyldes at mange makrostrukturer udfolder sig i såkaldte ‘superstructures’, dvs. “the schematic form
that organizes the global meaning of a text.” (1980:108). For tekster der har en argumentativ
superstruktur, gælder det fx at
[…] the isolation or construction of macropropositions should follow the canonical schematic
structure of the argument, which indicates which textual ‘functions’ are relevant for this kind of
discourse. (1980:69)
Det jeg særligt hæfter mig ved i citatet, er at det af makrostrukturen bør fremgå hvilke tekstlige
funktioner der er relevante for den pågældende diskurstype. Sat i relation til gøren er det i
forlængelse heraf oplagt at konkludere at fremdragelsen af en makrostruktur fra enhver gørende
tekst i alle tilfælde forløber i det samme grundlæggende mønster, dvs. i en særlig gørende
superstruktur: ‘Gør X!’. ‘Gør X!’ kan forstås som en superstruktur hvis vigtigste ingrediens og
tekstlige funktion er handlingskoordinationen, markeret af dens talehandlingsteoretiske status som
perlokutionært handlingsorienteret.
Det skal siges at jeg med denne anvendelse af begrebet om superstrukturen har bragt mig på
stor afstand af van Dijks udgangspunkt. Van Dijk mener nemlig at der findes langt flere end blot to
superstrukturer, at de er kulturbetingede konventioner samt at der ikke findes superstrukturer for
enhver tekst- eller diskurstype (1980:108-110). Mit forslag går ud på at nøjes med to
superstrukturer idet de til gengæld bringes op på et abstraktionsniveau hvor de sidestilles med de to
sprogpragmatiske, ikke konventionelle modi, gøren og sigen. Gøren og sigen manifesterer sig
nemlig netop som afgørende forskellige skematiske (handle-)former som vist i afsnittet om
talehandling. Og van Dijk er faktisk lige ved at definere i hvert fald gøren som superstruktur:
[…] it may be the case that certain categories and rules of superstructures […] are, at least
originally, functional with respect to the contextual aspects of communication and interaction.
Thus, both everyday conversation and the various discourse types in court are globally
organized in close relation with the respective interaction constraints of their contexts.
(1980:110)
94