Den gørende tekst

Imperativerne “Placer” og “afskærm” er metaassertiviske og anslår at teksten er perlokutionært
handlingsorienteret: Afsenderen slår fast at dette skal forstås som instrukser (direktiv), og at målet
er at modtageren igennem handling opnår det angivne resultat, at forhindre lysgener. Ud fra denne
karakteristik er stykket klart gørende. Det er ligeledes ikkefiktivt eftersom manglende reference og
prædikation uden forankring på forhånd ville udelukke den perlokutionære effekt fra at blive
realiseret. Teksten er endvidere realistisk, og det stemmer overens med at realisme generelt
kendetegner tekster der som manualen skal kunne tilegnes umiddelbart. Dog kan der optræde
maksimebrud af økonomisk art, fx metaforen “stærk indendørsbelysning” i eksemplet, men sådanne
brud anvendes prototypisk kun i tekster af denne art hvis de letter teksttilegnelsen, og det gør den
her anvendte konventionelle styrke-metafor netop.
Eksemplet er endvidere, som manualer prototypisk, diegetisk, og det skyldes at handlekoordineringens
fyldte kontekst prototypisk forudsætter afsenders udsigelsesmæssige tilstedeværelse.
Manualen er derudover rettet mod modtagers svarende (tale)handling, den er enkelt udtrykt,
ligesom den bærer præg af spontanitet og mundtlighed. Hvad angår de to sidste punkter, er det klart
at manualer ideelt set (men ikke altid reelt) formuleres omhyggeligt for at undgå misforståelser der
kan forhindre handlingernes udførelse; ikke desto mindre forekommer manualens sprog prototypisk
spontant i forhold til skønlitteraturens bearbejdede og tydeligvis overvejede formuleringer, ligesom
mundtlighed her skal forstås som modsætning til skønlitteraturens prototypiske markante
skriftlighed. Der er dog den finesse ved genrer som manualen at det spontane og mundtlige præg
ofte netop vil være et resultat af et intensivt arbejde med tekstens undertoner og udtryk.
Van Dijks mål med at udlede makrostrukturen var som sagt at finde frem til en tekst mest
muligt koncentrerede information (fx 1980:85). Det betyder at makrostrukturen er et semantisk
værktøj, dvs. et værktøj som uddrager tekstens meningsindhold, hvorimod tekstens andre træk
ignoreres. Dette slår van Dijk fx fast med følgende ord:
Since discourse relations and especially those we need in order to derive macrostructures are
primarily semantic, we further abstract from syntactic and morphophonological, or ‘surface’
structures, of sentences and focus attention on their semantic or ‘underlying’ structures.
(1980:30)
Om end van Dijk overbevisende argumenterer for at sprogbrugere i praksis anvender (noget der
ligner) makrostrukturen som semantisk analyseredskab, og at makrostrukturen er en teoretisk overbygning
på fundamentale kognitive principper (1980:2), så medfører den semantiske fundering af
begrebet problemer. Når det kommer til at udlede mening, vil forskellige mennesker nemlig nå frem
91