Den gørende tekst

akteristik være påkrævede, kan man finde støtte hos fx Bakhtin. De lingvistisk-orienterede
genreteoretikere Suzanne Eggins og J. R. Martin anfører ligefrem, med erklæret inspiration fra
Bakhtins talegenrer (1997:236), i artiklen ‘Genres and Registers of Discourse’ at
[…] linguistic differences between texts can be correlated with differences in the contexts in
which they were produced. (1997:233)
Idet jeg tilslutter mig Eggins’ og Martins overordnede synspunkt – at konteksten indvirker på
teksten – vil jeg dog straks påpege at mens Eggins og Martin “relates the contextual dimensions of
registers to the semantic and grammatical organization of language” (1997:237), er mit sigte at give
en pragmatisk funderet redegørelse. Hertil henter jeg ikke mindst hjælp hos John L. Austin og John
R. Searle. Også Jürgen Habermas, Herbert P. Grice, Peter Widell, Joseph Heath og Mikhail Bakhtin
vil vise sig at have noget at tilføje.
Ordene virker
Trods tidligere ansatser ses den engelske sprogfilosof J. L. Austin gerne som talehandlingsteoriens
fader idet han i klassikeren Ord der virker (1962) og i artikler som ‘Performative Utterances’
(1961) påpegede en distinktion der fokuserer på sprog som handling, nemlig distinktionen mellem
performativer og konstativer. Konstativer, fx konstateringer og beskrivelser, er kendetegnet ved at
kunne dømmes sande eller falske og blev før Austin betragtet som sprogets paradigmatiske type.
Austin fandt imidlertid bedømmelse ud fra sandhed mangelfuld i forbindelse med performativer, fx
erklæringer, ordrer og løfter (fx 1961:134,II), idet erklæringer, fx Mødet er hermed hævet, ordrer, fx
Luk vinduet!, og løfter, fx Jeg lover at slå græsset, ifølge Austin ikke refererer til kendsgerninger,
men er handlinger. 22 Der er, med Austins programmatiske og lettere enigmatiske formuleringer, tale
om
[…] tilfælde hvor vi ved at sige eller i og med at vi siger noget også gør noget. (1962:43)
22
Med denne analyse iværksatte Austin ifølge Habermas et nødvendigt “paradigmeskifte indenfor sprogfilosofien”
(1981:200). Austin gjorde nemlig dermed op med sandhedssemantikkens antagelse om at alle sætninger kan analyseres
efter de assertoriske sætningers mønster. Med Habermas’ ord bliver grænsen for sandhedssemantikkens formåen klar
“så snart de forskellige modi for anvendelsen af sætninger bliver inddraget i den formale betragtning.” (1981:199), og at
det skete er altså Austins fortjeneste. Uden at underkende Austins indsats vil jeg senere argumentere for at alle
sætninger faktisk kan analyseres assertorisk. At der er “forskellige modi for anvendelsen af sætninger” var rigtigt set,
men de skal ud af “den formale betragtning” og i stedet begrundes i instrumentel handling.
33