Den gørende tekst

til forskellige resultater alt efter deres baggrunde – van Dijk erkender det og indrømmer at “the
derivation of macropropositions is very much socioculturally determined” (1980:55) og at “all
(macro- and micro)comprehension of discourse is relative to the cognitive set of language users”
(1980:57). Som semantisk begreb er makrostrukturen relativ.
Uden at tage stilling til i hvor høj grad den subjektive fortolknings relativisering svækker van
Dijks fremstilling, kan jeg konstatere at problemet forsvinder i min anvendelse af begrebet. Til
forskel fra van Dijk er jeg nemlig ikke ude efter semantiske koncentrater, men loyale makrostruk-
turelle repræsentationer af de træk som jeg har opstillet som afgørende for at beskrive tekster, dvs.
sprogets dimensioner og de intuitive kategorier. Derimod kan jeg godt leve med risikoen for at
makrostrukturens information ikke afspejler tekstens information helt præcist; meningseksakthed,
som det i øvrigt i forbindelse med mere komplicerede tekster så som digte næppe er muligt at
komme til enighed omkring, ligger simpelthen uden for mit undersøgelsesfelt. Transformationen af
makrostrukturbegrebet fra semantisk til formelt og sprogpragmatisk er imidlertid ikke
uproblematisk, og i det følgende vil jeg fokusere på et problem som synes altoverskyggende.
Da van Dijk fra begyndelsen har funderet makrostrukturen som semantisk begreb, kan det
dårligt håndtere sprog der strider i mod almindelige semantiske principper. Det gør fx Klaus Høecks
1001 digt (1995) hvor følgende uddrag er fra:
admiralen ar
riverede i
dag fra fjerne digtsamlin
ger jeg skrev engang
forvandlet nu til
en rigtig sommerfugl af
fløjl og stjerner på vinger
nes kønrøg
Et semantisk princip som van Dijk gennemgående forudsætter for at tale om makrostruktur, og som
Høeck tydeligvis undsiger sig, er kohærens. Ifølge van Dijk forudsætter kohærens “semantic organization
(viz., one globally valid theme or topic)” (1980:40), meningsfuldhed (1980:33) samt at “the
sentences must be linearly connected” (1980:101) – alle dele forsynder Høecks tekst sig klart i mod
– mens “the style of expression, the ordering of discourse parts, etc.” (1980:5) falder udenfor. I det
lys siger det sig selv at tekster som Høecks der bryder med realismen ved at betvivle tekstbegrebet,
92