Den gørende tekst

Makroreglernes operationer på en tekst kan anskueliggøres skematisk. Man kan her forestille sig en
længere tekst, fx en roman eller en videnskabelig afhandling (bilag 5). Gangen i den makrostruktur-
elle analyse er: Et antal sætninger kan reduceres til en makrostruktur på afsnitsniveau, en art afsnits-
overskrift. Såfremt der er flere afsnit, hvilket vil sige flere meningsmæssigt sammenhængende sæt-
ningsgrupper, kan disses overskrifter siden reduceres til en makrostruktur på kapitelniveau. Denne
makrostruktur samler essensen af de pågældende afsnits information op. Er der flere kapitler, vil
disses makrostrukturer kunne reduceres til en samlet makrostruktur for teksten. Denne endelige
makrostruktur opsummerer kapiteloverskrifterne og udgør det kortest mulige koncentrat af teksten.
I bilag 5 som er en forenklet udgave af van Dijks forlæg (1980:49), står (P) for ‘proposition’,
den semantiske enhed som van Dijk mener, er reduktionsreglernes objekt såvel som endemål. Det
skal forstås sådan at makroreglerne først sættes ind over for propositioner i sætningsniveauets
‘mikrostruktur’, mens også det endelige resultat er en proposition, nu blot på makrostrukturelt
niveau. Imellem udgangspunktet og endemålet er der, som figuren viser, flere niveauer, og de er
alle makrostrukturelle:
[…] we cannot speak about ‘the’ or ‘one’ macroproposition of a text but should specify the level
of each macroproposition. We build in the following constraint however: Substitution by a
(different) proposition makes sense only if the macrorule is applied on more than one
proposition. (ibid.)
Van Dijks afsluttende bemærkning i citatet præciserer at den makrostrukturelle analyse slutter, når
der kun er en proposition på det pågældende niveau.
Analysen kan udføres på enhver tekst, og for at eksemplificere det vil jeg i det følgende
udlede makrostrukturerne af eksempeltekst (1) og (2). (2) var en passage fra Jørgen Frantz-
Jacobsens roman Barbara, og den lød:
(1) Kirkeklokkerne ude på Reyn kaldte til gudstjeneste. (2) De havde en mild tone, der flagrede
over hustagene. (3) Men tårnet, som de hang i, var dystert og brøstfældigt af ælde. (4) Det
dirrede under bevægelsen. (5) Klokkerne hev og peb i træværket, og denne jammerlige bilyd
blandede sig med den fuglelette klang og hørtes overalt i byen.
Sætning (1) og (2) har samme primære referent, kirkeklokkerne, og da de ikke alene introduceres i
bestemt form, men ligefrem gennem stilfiguren prosopopeia tildeles evnen til at tale (“kaldte”),
indtager de en prominent stilling i tekststykket. Makrostrukturen for de to første sætninger skal
derfor forankres i klokkerne og kunne lyde:
Kirkeklokkerne kaldte mildt til gudstjeneste
87