Den gørende tekst

Den klare skelnen mellem sigen som illokution og gøren som perlokution lider nemlig under
en skavank svarende til den som fik diget mellem de austinske performativer og konstativer til at
bryde sammen. Austin påpegede faktisk skavanken i forbindelse med illokution og perlokution: 40
[…] det er jo indlysende at næsten en hvilken som helst perlokutionær handling kan blive
resultatet af fremsættelsen af en hvilken som helst ytring, hvad enten det er tilsigtet eller ej, hvis
blot omstændighederne er tilstrækkeligt specielle. (1962:133)
Hvis Austin har ret i at “en hvilken som helst ytring” kan resultere i “næsten en hvilken som helst
perlokutionær handling” såfremt “omstændighederne” tilsiger det, er forsøg på at give absolutte
definitioner af gøren og sigen som perlokution og illokution dømt til at mislykkes. Og går man den
kontekstopfattelse som især de sigende talehandlinger i det foregående forsøgsvist er rodfæstet i, på
klingen, viser det sig at Austin har ret: Gøren og sigen flyder sammen, og årsagen er at sigen også
involverer perlokutionær handling. Men betyder det nu at alle talehandlinger er gørende?
Hertil må svaret være nej. For trods det at såvel gøren som sigen involverer perlokutionær
handling, er der dog forskel. Det springende punkt er her distinktionen mellem at ændre modtagers
viden og at få modtager til at handle. Vidensændringen kommer i stand idet en modtager ved at
forstå en sigende talehandling korrelerer dens semantiske indhold med konteksten hvorved
modtager bliver i stand til at acceptere eller afvise talehandlingen. Nærmere bestemt drejer det sig
om, som Heath her genfortæller Habermas’ synspunkt, at
In his view, understanding an utterance is necessarily connected with evaluating it. (2001:33)
Modtager vil som følge af evalueringen “lægge til” eller “trække fra” sin eksisterende viden. Heri
består sigens perlokutionære del: Med en sigende talehandling vil afsender opnå accept eller
afvisning og, følgelig, perlokutionær vidensændring i forlængelse af sin illokution.
40
Som tidligere nævnt (note 25) adskiller Austins skelnen mellem performativ og konstativ sig på et vigtigt punkt fra
distinktionen sigen og gøren, og nu er tiden moden til at eksplicitere forskellen: Begge begrebspar udspringer fra en
erkendelse af at handling er et afgørende element i sproget, men mens gøren-sigen fokuserer på den illokutionære
handlings forbindelse til handling i almindelighed gennem sin perlokutionære del, så sætter Austin først og fremmest
fingeren på forskellen mellem lokutionen (propositionen) og den illokutionære handling, dvs. sprogets interne
handlingsaspekt, uafhængigt af den (øvrige) instrumentelle handleverden. Med Searles analyse (1989) er der tale om at
performativer er deklarative illokutioner, og ifølge Widell er deklarativet “[…] slet ikke nogen talehandling, men i
virkeligheden et udtryk til angivelse af den performative dimension i et hvilket som helst assertiv.” (2001:57). Gørensigen
distinktionen dækker et langt større felt.
51