Den gørende tekst

metaforiske kamp mellem klokkerne og tårnet, for at kunne gøre det ud for tekststykkets endelige
makrostruktur. Kirkegængerne nævnes imidlertid intetsteds direkte, men må underforstås som dem
klokkerne hidkalder (sætning (1)). Den endelige makrostruktur lyder derfor:
Klokkernes fuglelette klang og træværkets jammerlige bilyd kaldte til gudstjeneste
I denne makrostruktur er den centrale modstilling bevaret, og det er oplagt at de mennesker som
kaldes til gudstjeneste, må opfatte kirken tvetydigt – som noget der rækker mod himlen og trækker
mod jorden: Det aspekt ved kirken som må antages at repræsentere det guddommelige, beskrives
med ord som “mild”, “flagrede” og “den fuglelette klang”, mens kirkens jordiske side indfanges
med beskrivelser som “tårnet, som de hang i”, “dystert”, “brøstfældigt af ælde”, “dirrede under
bevægelsen” og “denne jammerlige bilyd”. Af disse beskrivelser dukker dikotomier op med værdier
som fx vertikalt-horisontalt, let-tyngende og behageligt-opslidende, ja, måske ligefrem menneske-
gud. Undersøger man passagens ord nærmere, vil man nemlig se at mens beskrivelserne af tårnet
tilhører et vokabular som også kan anvendes i relation til mennesker (mennesker ældes, mennesker
kan dirre i betydningen: bevæges emotionelt, mennesker piber når der hives i dem, og mennesker
jamrer), så er det nærliggende at se klokkerne som guds repræsentation; de ses som han ikke, men
høres kun. Prosopopoeiaen “Kirkeklokkerne kaldte” støtter sammenligningen da klokkerne her får
en evne som højst én ud over mennesker besidder: gud. Klokkernes kalden er guds kalden, og det er
mennesket som vånder sig i tårnets lignelse.
På baggrund af denne vidtrækkende tolkning må det formodes at dikotomierne udgør en
central værdimæssige akse i romanen som betegnende det tumultagtige følelsesliv som præsten
Poul Aggersøe hensættes i af Barbara: Pouls strid med sig selv kredser således om synd-dyd, eufori-
angst, forelskelse-forbandelse eller blot sanselig menneskelighed-gudsfrygt – alle er de par som kan
hænges op på den her analyserede passages dikotomiske værdier, og passagen kan derfor siges at
have karakter af mise-en-abyme.
Principielt kan denne tolkning foretages på baggrund af den udledte makrostruktur, og ud fra
den kan Barbara samtidig beskrives præcist på den måde som jeg ovenfor angav som prototypisk
for roman-genren: 73 Teksten er perlokutionært vidensorienteret og dermed handlingsstandsende,
den har tetisk direction of fit og er følgelig sigende (præsenteren). De øvrige prototypiske bestem-
73 At Barbara er en roman, er i forvejen tilkendegivet af konventionelle kendemærker, så som forsideteksten, længden
af teksten osv.
89