Den gørende tekst

I stedet for uafhængigt af konteksten at placere en talehandling enten i kassen med gørende
eller sigende talehandlinger, er man således nødsaget til at vente med placeringen til efter at tale-
handlingerne er indsat i en kontekst: Selv ikke en matematisk dom som “3+4=7” kan ifølge Searle
(1979:131-132) tilskrives mening og dermed dømmes sand eller falsk uafhængigt af konteksten. 42
Ingen talehandling er gørende (eller sigende) i alle kontekster; enhver talehandling kan i den ene
kontekst være gørende og sigende i den anden. Dette er pointen med Searles “thesis of the relativity
of literal meaning” (1979:134).
Forestillingen om talehandlinger der altid er sigende, og talehandlinger der altid er gørende,
må opgives. Men talehandlinger kan alligevel beskrives som enten gørende eller sigende, nu blot ud
fra talehandlingernes prototypiske tendens, evt. i en og samme kontekst: Den type talehandlinger
som jeg hidtil har kaldt sigende, nemlig de klassiske illokutioner konstativ og ekspressiv, orienterer
sig således som hovedregel mod den idealiserede nulkontekst idet de prototypisk sigter mod
forståelse samt accept eller afvisning og, følgelig, vidensændring. Det ligger i deres direction of fit
at forandring gennem handling ikke tilsigtes hvorfor de ikke behøver meget kontekst. Omvendt
orienterer den type talehandlinger jeg hidtil har kaldt gørende, nemlig de klassiske illokutioner
direktiv og kommissiv, sig som hovedregel direkte mod nulkontekstens modsætning – lad os kalde
den den fyldte kontekst (over for den tømte kontekst) – idet det er disse talehandlingers prototypiske
formål at afstedkomme kontekstindlejrede handleforlængelser. I overensstemmelse hermed afslører
disse talehandlingers direction of fit at forandring gennem handling tilsigtes. 43 Gøren og sigen kan
dermed i praksis bibeholdes, nu blot med betegnelserne vidensændrings-orienteret sigen – eller
kortere: vidensorienteret sigen – over for handlingsorienteret gøren. En anvendelig distinktion
mellem gøren og sigen som skærer ned nogenlunde midt igennem feltet af talehandlinger, må tage
afsæt i talehandlingernes tilbøjelighed og rolle i forhold til den tømte hhv. den fyldte kontekst.
42 Ved at forvise den matematiske dom fra nulkonteksten polemiserer Searle mod Austin der netop angiver
“matematiske formler i fysikbøger” som mulige “tilfælde i det virkelige liv hvor vi nærmer os de rendyrkede idealer”
(1997:165).
43 Denne måde at anvende Searles begreb om direction of fit kræver kommentarer: Searle fokuserer på ordet (‘word-to-
world’ og ‘world-to-word’) og ikke på perlokution og intention i sit begreb hvorfor jeg på linje med I. L. Humberstone
finder begrebet “too specifically linguistic” (1992:60). I stedet vil jeg fra dette punkt anvende Humberstones korte og
klare begrebspar ‘tetisk’ (‘thetic’) og ‘telisk’ (‘telic’) hvor ‘tetisk’ beskriver den direction of fit som Searle i
Intentionality (1983) benævner mind-to-world, mens ‘telisk’ beskriver Searles world-to-mind direction of fit samme
sted fra. Sigen er tetisk, mens gøren er telisk.
53