Den gørende tekst

Det særligt bemærkelsesværdige i dette citat er lyrikdefinitionen ‘die enthusiastisch aufgeregte’.
Mens ‘die klar erzählende’ og ‘die persönlich handelnde’ i nogen grad er formelle beskrivelser af
modi for handling og talehandling, så angår beskrivelsen ‘die enthusiastisch aufgeregte’ en bestemt
psykologisk indstilling over for tilværelsen. Goethe synes dermed at være gået et beskrivelses-
niveau ned fra det formelle til det tematiske, så at sige, og der er intet der forhindrer senere
genreteoretikere i at skifte beskrivelsen ‘die enthusiastisch aufgeregte’ ud med fx definitionen
‘melankolsk enetale’. Dermed er genreteoriens kategorier med Szondis ord forvandlede fra
systematiske til historiske, dvs. relative.
Inkommensurabiliteten mellem kategorier som diegesis og mimesis på den ene side og
Goethes lyrik-kategori på den anden side bunder nærmere bestemt i at mens diegesis-mimesis
distinktionen er sprogpragmatisk forankret, så er lyrik-kategorien en kategori hentet fra
følelseslivet, altså fra et område af menneskelig erfaring som ikke står i nogen nødvendig
forbindelse med den menneskelige tale og dens almene bestemmelser (ligesom Goethes betoning af
det personligt handlende i forbindelse med det dramatiske i øvrigt næppe heller gør). Og uanset om
også det menneskelige følelsesliv har sin systematik, har den ikke været til at få hold på i
genreteoretisk øjemed. At mange har forsøgt sig i Goethes fodspor, kan man forvisse sig om hos
Genette hvis dom her kan gøre det ud for en overordnet afvisning af forsøgene på at finde
uomtvistelige genreteoretiske systemer i litteraturens emnekreds:
The whole history of the theory of genres is imprinted with these fascinating patterns that inform
and deform the often irregular reality of the literary field – patterns whose designers claim to
have discovered a natural “system” precisely where they are constructing a factitious symmetry
with the help of a copious supply of false windows. (1979:45)
Goethes psykologisk-farvede bestemmelse af et afgørende element i genreteorien kan ses som et af
flere eksempler fra ham på livtag med “the often irregular reality of the literary field”. 12
Også Friedrich Schlegel ændrer de antikke modi afgørende, og for hans vedkommende synes
det begrundet i et hensyn til tidens store genre: romanen. I første omgang overtager Schlegel dog
Platons distinktion mellem drama, epik og en blandingsform ret præcist, og han benævner dem
drama, epik og lyrik. Derudover tillægger han triaden værensfilosofisk betydning. I 1799 noterer
12
Et andet eksempel på et sådant livtag er Goethes sammenkobling af digtningen med et begreb om nationalkarakter
(1998:462) hvoraf det følger at forandringer i begrebet om nationalkarakter medfører forandringer i definitionen af
digtningen.
19