Den gørende tekst

Som min gennemgang af den antikke genreteori viste, kan Platons og Aristoteles’ begreber
om narration og dramatik imidlertid ikke gøre det ud for et eviggyldigt genresystem: De kan ikke
inkorporere romanen, ligesom romantikernes eksempel viser at det er svært at integrere lyrikken.
Ser man på Platons og Aristoteles’ eksempler på narration hhv. dramatik, først og fremmest Homer
og en række græske tragediedigtere, kan man konkretisere problemet: Hvordan identificere lyrik af
Novalis eller Goethe med Homers episke vers eller Euripides’ tragedier? Løsgør man diegesis og
mimesis fra begreberne om narration og dramatik, og glemmer man Platons og Aristoteles’
eksempler, lader det sig gøre. På egen hånd kan de to udsigelsesmodi, diegesis og mimesis, nemlig
fint beskrive lyrik såvel som narration og dramatik: Lyrik er prototypisk diegetisk, narration har
både diegetiske og mimetiske former, mens dramatik altid er mimetisk (dog er dramaets forlæg,
manuskriptet, diegetisk). Prisen for denne løsning er at triaden epik, lyrik og dramatik styrtes fra
genreteoriens trone og underlægges sprogets uomgængelige dimensioner, herunder gøren-sigen der
er bygget op med diegesis-mimesis distinktionen som en væsentlig del af fundamentet.
Gøren-sigen besidder grundlæggende status fordi de ligesom diegesis-mimesis ikke først og
fremmest er genreteoretiske, men pragmatiske begreber, og, skåret ind til benet, svarer forskellen
mellem genreteori og sprogpragmatik netop til forskellen mellem de antikke og romantiske
skikkelser jeg har opholdt mig ved. Med Platons og Aristoteles’ udsigelsesmodi karakteriserer man
således ikke genrer, men et grundlæggende forhold i sproganvendelsen. Med Goethe, Schlegel,
Novalis og Hegel er man tættere på at tale om genrer, og det skyldes at disse tænkere væver det som
Genette kalder “the often irregular reality of the literary field” med ind i deres bestemmelser. Det er
nemlig i krydsfeltet mellem indholdsmæssige kategorier og grundlæggende sproglige forhold eller
dimensioner at genrer opstår – sådan som allerede Aristoteles indså uden derfor at blande
niveauerne sammen (fx 1992:11).
Om end jeg ikke fuldstændigt frakender begreberne lyrik, epik og drama relevans for en
genrekarakteristik, vil jeg forlade dem her og i stedet bestræbe mig på at videreføre den antikke
modusteoris fokus da det er gennem den at specifikke sprogteorier, fx genreteorier, kan fæstnes i en
generel sprogteori. Diegesis-mimesis skal for at fremstå som gøren-sigen tilføjes talehandlingsteoretiske
aspekter, men inden da er det målet at finde tegn på gøren-sigen dimensionen i genreteori
fra det 20. århundrede.
22