Den gørende tekst

kontekster (fx 1957:194), kontraintuitiv; hun synes her ikke mindst at overse de for lyrikken
særegne og kontekstuafhængige semantiske stilfigurer, så som apostrofe og prosopopeia, og
syntaktiske stilfigurer, fx rim. 15
I forbindelse med den ‘Darbietungsform’ som står over for lyrikken, nemlig den ‘mimetisk-
fiktive’, er det kontraintuitive præg endnu stærkere. Ifølge Hamburger har denne ‘Darbietungsform’
som antydet af navnet eneret på fiktion (fx 1957:59) som følge af at den gennem sin definitorisk
fortællende karakter, ‘der Erzählfunktion’, bryder sprogets ‘Aussagesystem’, dvs. dets konstruktion
som subjekt-objektrelation op:
Denn es ist das fiktionale Erzählen, das im System der Dichtung und der Sprache eine
entscheidende Stellung einnimmt, als die Grenzscheide, die die fiktionale oder mimetische
Gattung – die epische Fiktion und in ihrem Gefolge die dramatische – vom Aussagesystem der
Sprache trennt. (1957:56)
Idet sprogets konstruktion som subjekt-objektrelation brydes op, går udsigelsesjeget tabt, lyder
tesen, og det får Hamburger til at konkludere at den mimetisk-fiktive litteratur kun består af 3.personsfortællinger
(ibid.). 1.personsfortællinger hvor udsigelsesjeget jo er i forgrunden, kan ifølge
Hamburger ikke være fiktive. Det betyder fx at Steen Steensen Blichers berømte novelle Sildig
Opvaagnen der fortælles i 1.person af præsten Vilhelm, må opfattes som en ikkefiktiv tekst selv om
den intuitivt forekommer fiktiv: Personerne i novellen har næppe eksisteret, ligesom Blicher næppe
ville have brudt sig om at blive identificeret med den moralsk anløbne jegafsender, og det synes
derfor ikke relevant at bedømme prædikationerne som sande eller falske. At denne fiktionsforståelse
er den rigtige, vil jeg argumentere for i Gørende tekster er definitorisk ikkefiktive.
Mens jeg altså ikke køber Hamburgers konklusion om at fiktion kun findes i skønlitterære
3.personsfortællinger og aldrig fx i diegetisk lyrik, finder jeg den del af konklusionen som kræver
fiktion for mimetisk litteratur, langt bedre. Den synes at være prototypisk korrekt, men på forkerte
præmisser: Årsagen til at mimetisk litteratur som regel er fiktiv, er ikke, som Hamburger anfører, at
mimesis er fortællen uden fortæller. Årsagen er, som jeg ser det, at mimesis annullerer reference og
15
Distinktionen mellem syntaktiske og semantiske stilfigurer har først og fremmest at gøre med måder at identificere
figurer på: Syntaktiske stilfigurer kan identificeres rent perceptuelt, dvs. som lydligt og/eller grafisk identiske
forekomster. Semantiske stilfigurer forudsætter derimod kendskab til ordmening for at kunne identificeres. I tråd
hermed spiller mening altid en rolle i tolkningen af semantiske stilfigurer, mens mening kun af og til, og da sekundært,
har noget at sige i forbindelse med syntaktiske stilfigurer. Distinktionen er udførligt behandlet i den føromtalte Stil og
genre (se note 2).
24