Den gørende tekst

Gøren-sigen i talehandlingsteorien
I dette kapitel er det målet at komme til bunds i specialets bærende begrebspar, gøren-sigen, og
midlet er talehandlingsteorien med hvilken sproglige udtryks pragmatiske aspekter kan gøres
tilgængelige for en begrebslig analyse. Kapitlet vil give teoretisk støtte for det allerede angivne: at
talehandlinger indskriver sig i verden på to måder. Gørende talehandlinger er træk i kommunikative
turtagninger i kontekster hvor afsendere prototypisk stiler talehandlingerne mod konkrete modtagere
der på sin side forventes at svare gennem sproglig eller ikke-sproglig handling. Ud fra modtagerens
rolle i konteksten, kan de gørende talehandlinger kaldes handlingsorienterede; en ubesvaret
gørende talehandling vil synes ufuldendt fordi den altid er et indslag i en kæde af handlinger.
Sigende talehandlinger udfolder sig i løsere definerede kontekster, de er ikke nødvendigvis tiltænkt
nogen konkret, ligesom deres reference og prædikation vejer tungere end det forhold som var
primært for gørende talehandlinger, nemlig at afsenderen med sin talehandling afstedkommer ny
handlen. Sigende talehandlinger besvares aldrig med ikke-sproglig handling, men dog med vidensændrende
accept eller afvisning, og set ud fra modtagers rolle i konteksten kan sigende talehandlinger
derfor kaldes vidensorienterede.
Diegesis- og mimesisbegreberne for udsigelse synes på baggrund af disse foregribende
bestemmelser at udgøre et godt startpunkt for opstillingen af gøren-sigen dimensionen. Udsigelsen
giver nemlig den første pejling af konteksten hvorudfra gøren og sigen identificeres: Den diegetiske
udsigelses prototypiske kontekst er som en direkte følge af udsigerjegets tilstedeværelse konkret,
ligesom ytringens afsender såvel som modtager prototypisk kan identificeres. Det er oplagt at især
handlekoordinerende talehandlinger (gøren) vil forekomme her. Omvendt er den mimetiske udsigelses
prototypiske kontekst som følge af udsigerjegets manglende (dvs. maskerede) tilstedeværelse
ikke konkret, ligesom hverken afsender eller modtager prototypisk kan identificeres. Her vil sigen
der er kendetegnet ved ikke at være handlekoordinerende, passe langt bedre ind end gøren.
Da Platon og Aristoteles imidlertid ikke selv foretager en sådan udfyldning af prototypiske
udsigelseskontekster, vil det være at gå for vidt at “oversætte” diegesis-mimesis til gøren-sigen.
Platons og Aristoteles’ sprogpragmatiske fokus skal snarere ses som en inspiration, ligesom deres
balancegang mellem på den ene side tekstemner og –midler og på den anden side de
sprogpragmatiske modi tjener som eksempel: I en analyse af diegesis-mimesis såvel som af gørensigen
må emner og midler for en stund trænges i baggrunden og overlade scenen til kontekstbaserede
undersøgelser. Skulle yderligere argumenter for at lægge stor vægt på kontekst i tekstka-
32