Den gørende tekst
Den gørende tekst
Den gørende tekst
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
computerskærmen. Det som denne <strong>tekst</strong> for mig at se har til fælles med alle andre <strong>gørende</strong> <strong>tekst</strong>er,<br />
er oplægget til svarende (tale)handling fra læseren: Læseren kan som følge af læsningen vende<br />
computeren, rulle gardinet ned eller overbevise sig selv om ikke at følge rådet. Men <strong>tekst</strong>en er<br />
<strong>gørende</strong> uanset om læsere i konkrete tilfælde handler som følge af læsningen eller ej. Det af<strong>gørende</strong><br />
synes at være at <strong>tekst</strong>en naturligt kan afstedkomme ny handlen.<br />
Er dette korrekt, kan man sige at <strong>gørende</strong> talehandlinger er forbundet med andre sproglige<br />
såvel som ikke-sproglige handlinger, og at disse handlinger følger efter hinanden som led i en kæde.<br />
I (1) vil brugerhåndbogens instruktion således være det handlingsled i kæden som fører til læserens<br />
handling i form af afskærmning eller afståen fra at afskærme computeren for lyskilder. En anden<br />
måde at udtrykke gørens status som led i en kæde af handlinger er at forklare gøren som handlingsforlængende<br />
eller, mere generelt, handlingsorienteret: Kæden som afsenders talehandling indgår i,<br />
standser ikke ved afsender, men forlænges gennem (tale)handlemæssig turtagning mellem de<br />
involverede parter. Konventionelle genrer hvis <strong>tekst</strong>er prototypisk synes <strong>gørende</strong>, er fx manualen,<br />
kontrakten, ansøgningen og reklamen. For at begribe det særligt <strong>gørende</strong>, er det dog måske mere<br />
oplysende at tænke sig dagligdags kommunikation, fx forhandlinger om indkøb, rådslagninger om<br />
hvilket supermarked og anvisninger om hvem der skal afsted. Her er gørens karakter af handlekoordination<br />
og kommunikativ turtagning helt åbenlys.<br />
Eksempel<strong>tekst</strong> 2 er den sigende <strong>tekst</strong>. Tekststykket er en passage fra Jørgen-Frantz Jacobsens<br />
roman Barbara, og det som denne <strong>tekst</strong> for mig at se har til fælles med alle andre sigende <strong>tekst</strong>er, er<br />
placeringen i forgrunden af referencen til og prædikationen om noget, i dette tilfælde Reyns kirkeklokker<br />
idet de kalder til gudstjeneste, som er på stor afstand af modtagerens kon<strong>tekst</strong>. Distancen<br />
kan fx markeres med præteritum og grammatisk 3. person som i Barbara, og den gør det klart at<br />
handling fra læserens side er umulig: <strong>Den</strong> sigende <strong>tekst</strong> beskriver og ser i kraft af beskrivelsen ud til<br />
at bringe læseren på umiddelbart uoverstigelig tidslig og ofte også rumlig afstand af det beskrevne.<br />
<strong>Den</strong> sigende <strong>tekst</strong> er i tråd hermed handlingsstandsende: <strong>Den</strong> afstedkommer ikke led-i-kædehandling,<br />
men dog accept eller afvisning, og den tjener derfor ikke handlekoordination. Idet sigende<br />
talehandlinger sigter mod accept eller afvisning fra modtagers side, indvirker de på modtagers<br />
viden, og sigen kan derfor beskrives som vidensorienteret. Sigende talehandlinger fortæller noget<br />
nyt eller fører til revision af noget allerede bekendt for så vidt de er vellykkede og accepteres. Mens<br />
det desuden ser ud til at være en forudsætning for <strong>gørende</strong> <strong>tekst</strong>ers handlingsorientering at de med<br />
reference eller prædikation rammer kon<strong>tekst</strong>en hvor modtageren befinder sig, gælder noget til-<br />
10