Den gørende tekst

computerskærmen. Det som denne tekst for mig at se har til fælles med alle andre gørende tekster,
er oplægget til svarende (tale)handling fra læseren: Læseren kan som følge af læsningen vende
computeren, rulle gardinet ned eller overbevise sig selv om ikke at følge rådet. Men teksten er
gørende uanset om læsere i konkrete tilfælde handler som følge af læsningen eller ej. Det afgørende
synes at være at teksten naturligt kan afstedkomme ny handlen.
Er dette korrekt, kan man sige at gørende talehandlinger er forbundet med andre sproglige
såvel som ikke-sproglige handlinger, og at disse handlinger følger efter hinanden som led i en kæde.
I (1) vil brugerhåndbogens instruktion således være det handlingsled i kæden som fører til læserens
handling i form af afskærmning eller afståen fra at afskærme computeren for lyskilder. En anden
måde at udtrykke gørens status som led i en kæde af handlinger er at forklare gøren som handlingsforlængende
eller, mere generelt, handlingsorienteret: Kæden som afsenders talehandling indgår i,
standser ikke ved afsender, men forlænges gennem (tale)handlemæssig turtagning mellem de
involverede parter. Konventionelle genrer hvis tekster prototypisk synes gørende, er fx manualen,
kontrakten, ansøgningen og reklamen. For at begribe det særligt gørende, er det dog måske mere
oplysende at tænke sig dagligdags kommunikation, fx forhandlinger om indkøb, rådslagninger om
hvilket supermarked og anvisninger om hvem der skal afsted. Her er gørens karakter af handlekoordination
og kommunikativ turtagning helt åbenlys.
Eksempeltekst 2 er den sigende tekst. Tekststykket er en passage fra Jørgen-Frantz Jacobsens
roman Barbara, og det som denne tekst for mig at se har til fælles med alle andre sigende tekster, er
placeringen i forgrunden af referencen til og prædikationen om noget, i dette tilfælde Reyns kirkeklokker
idet de kalder til gudstjeneste, som er på stor afstand af modtagerens kontekst. Distancen
kan fx markeres med præteritum og grammatisk 3. person som i Barbara, og den gør det klart at
handling fra læserens side er umulig: Den sigende tekst beskriver og ser i kraft af beskrivelsen ud til
at bringe læseren på umiddelbart uoverstigelig tidslig og ofte også rumlig afstand af det beskrevne.
Den sigende tekst er i tråd hermed handlingsstandsende: Den afstedkommer ikke led-i-kædehandling,
men dog accept eller afvisning, og den tjener derfor ikke handlekoordination. Idet sigende
talehandlinger sigter mod accept eller afvisning fra modtagers side, indvirker de på modtagers
viden, og sigen kan derfor beskrives som vidensorienteret. Sigende talehandlinger fortæller noget
nyt eller fører til revision af noget allerede bekendt for så vidt de er vellykkede og accepteres. Mens
det desuden ser ud til at være en forudsætning for gørende teksters handlingsorientering at de med
reference eller prædikation rammer konteksten hvor modtageren befinder sig, gælder noget til-
10