Den gørende tekst

Begreberne om direkte og indirekte talehandlinger er i særklasse vigtige for det følgende fordi
den forvandlingsdistinktion de legemliggør, angiver niveauet for at karakterisere tekster såvel som
genrer: Forudsat at der er implikaturer at drage, må man altid karakterisere en tekst eller genre efter
implikaturdragningen, dvs. i den indirekte talehandling, fordi den indirekte talehandling står i
samme forhold til den direkte som perlokution til illokutionen: Den er afledt, men vigtigst da den
udtrykker talehandlingens formål. 39
I forbindelse med at forstå assertive illokutioner som perlokutioner anvendes princippet om
kommunikativt samarbejde som “defekt- og meningsdetektor”: Fx vil ytringen “Lyset er tændt”
være irrelevant, dvs. defekt i forhold til princippet om kommunikativt samarbejde, hvis den udsiges
af et biografpublikum til operatøren under filmforevisningen. Sammenholder operatøren ytringen
med konteksten, er der imidlertid stor sandsynlighed for at operatøren ved hjælp af
implikaturdragning forstår ytringen som en opfordring til at slukke lyset. Herved er ytringen
kommet i overensstemmelse med princippet om kommunikativt samarbejde og har samtidig skiftet
register fra illokutionært assertiv til perlokutionært direktiv og tillige fra sigende til gørende –
opfordringen er nemlig klart handlingsforlængende. Eksemplet giver ny næring til formodningen
om at man kan synonymisere gøren med perlokution og sigen med illokution. Om parallellen
holder, skal udredes i næste afsnit.
Er alle talehandlinger gørende? En nødvendig nuancering
Så vidt igennem talehandlingsteorien kan gøren og sigen beskrives som følger: Gørende såvel som
sigende talehandlinger begynder som assertive illokutioner. For gørende talehandlingers vedkommende
oversættes illokutionen, hvis talehandlingen ellers udføres med succes, via en implikaturdragning
til en perlokution af klart handlingsforlængende karakter. For overskuelighedens skyld
kunne det udtrykkes: gørende talehandlinger er perlokutioner (omsat på baggrund af illokutioner),
mens sigende talehandlinger er illokutioner eller assertiver. Uanset hvor besnærende klare disse
sloganagtige formuleringer forekommer, så fører de dog til problemer.
39 Det kan lyde mærkværdigt at en tekst kan analyseres som en (direkte eller indirekte) talehandling. Forudsætningen er
da også, som tidligere nævnt (note 4), at teksten underkastes en makrostrukturel analyse (se Makrostruktur).
50