Den gørende tekst

Habermas identificerer tre måder hvorpå en modtager kan reagere på en ytring, og i denne
skelnen er såvel sigens som gørens perlokutionære handlevilkår tydelig:
Set fra den lytters perspektiv, som en ytring adresseres til, kan vi skelne mellem tre niveauer af
reaktioner på en (korrekt opfattet) talehandling: Lytteren forstår ytringen, det vil sige, at han
opfatter betydningen af det sagte; lytteren tager stilling med >ja< eller >nej< til en fordring,
der er rejst i og med taleakten, det vil sige, at han accepterer talehandlingstilbuddet, eller han
afviser det; og som konsekvens af en opnået indforståelse retter lytteren sin handlen ind efter de
konventionelt fastlagte handlingsforpligtelser. (1981:222)
I tilfældet hvor lytteren retter “sin handlen ind efter de konventionelt fastlagte
handlingsforpligtelser”, er der tale om perlokutionær handling i betydningen: gøren. Her er alle “tre
niveauer af reaktioner på en (korrekt opfattet) talehandling” involveret. I det tilfælde hvor lytteren
kun når til at tage “stilling med >ja< eller >nej< til en fordring, der er rejst i og med taleakten, det
vil sige, at han accepterer talehandlingstilbuddet, eller han afviser det”, er der tale om en sigende
perlokutionær handling. Lytteren eller modtageren nøjes heller ikke her med at forstå talehandling-
ens semantik, men lægger som perlokutionær effekt accept eller afvisning oveni.
Dette generelle kontekstindlejrede og handlemæssige vilkår forstås måske bedre når det
holdes op imod sin modsætning: den fejlagtige antagelse om en absolut sproglig frihed. Denne
frihed beløber sig ifølge Austin til en idealforestilling om
[…] at der findes noget som det vil være rigtigt at sige uafhængigt af omstændighederne, med et
hvilket som helst formål, henvendt til hvem som helst, osv. (1962:164)
Mens Austin mener at idealet måske en sjælden gang har været realiseret (ibid.), 41 afviser Searle det
under betegnelsen “nulkonteksten” (1979:117) som en ubegrundet og fejlagtig bestemmelse af
sprog som løsrevet og selvtilstrækkeligt:
[…] the notion of absolutely context free literal meaning does not have general application to
sentences (1979:132).
Selv i forbindelse med sigen må modtageren lægge pragmatisk arbejde til det semantiske indebyrd;
sprog er altid underlagt kontekstindlejring som forståelsesvilkår.
41
Det skal pointeres at Austin udtaler sig i relation til konstativet. Men den frihed Austin beskriver og betvivler på
konstativets vegne, er for mig at se et generelt vilkår for sproget, nemlig indfældelse i handling og kontekst.
52