Den gørende tekst

Konklusion og perspektiver
Romantikerne var ikke de første til at hypostasere lyrikken som tredje komponent i
genregrundlaget, 19 men de var de første til at gøre det så eftertrykkeligt at eftertiden har taget deres
ord som lov. Denne hypostasering var for mig at se en fejl. Den rokkede ved genrefundamentets
sikre, sprogpragmatiske status og følgelig ved sikkerheden i begreberne arvet fra Platon og
Aristoteles. At se, som Goethe, lyrik som entusiastisk oprømthed og hævde den samme status for
denne definition som for de sprogpragmatiske definitioner af narration og dramatik forstået som
diegesis og mimesis, viser en fatal mangel på balance som siden har domineret store dele af genreteorien.
Blandt eftertidens genreteoretikere som overtager den triadiske åbning af genreteorien, er
tyske Karl Viëtor der i artiklen ‘Den litterära genrehistoriens problem’ med tydelige romantiske
allusioner skriver:
Dramat motsvarar människan såtillvida att hon är ett krävande och handlende väsen, motsvarar
henne som “det väsen som vill” (Schiller). Eposet motsvarar henne som det förstående och
överskådande, lyriken som det väsen vilket känner och uttrycker sig. (1931:25)
At Viëtor blot er en enkelt af mange som overtager hvor romantikerne slap, kan man forvisse sig
om hos Genette (1979) der med eksempler fra Joyce, Wellek & Warren, Frye, Lejeune, Scholes og
Todorov m.fl. illustrerer hvordan romantikerne blev normsættende. 20
Käte Hamburger forsøgte at genetablere den tabte balance i genreteorien idet hun ønskede at
indfælde genrekarakteristikken i et omfattende og uanfægteligt sprogsyn. Desværre synes de
kontraintuitive træk, herunder ligefrem paradokser, i Hamburgers teori at virke modsat: De anfægter
i allerhøjeste grad balancen i hendes teori. Anderledes med Bakhtin hvis bestræbelse balancerer
mellem konkret fodfæste (i ytringen) og overordnet overvejelse på en måde som jeg i det følgende
vil forsøge at videreføre. For rigtigt at få greb om gøren-sigen distinktionen, ikke mindst i dens
bakhtinske variant, er det nødvendigt at konsultere og diskutere talehandlingsteorien. Først med
talehandlingsteorien gives nemlig grundlaget for at udforme det hermed påviste spor på en måde
som slutter cirklen: Platon og Aristoteles’ pragmatiske vinkel der af Bakhtin gives nyt liv på
19 Genette påpeger at lyrikken hos Aristoteles ”opdages”, dvs. konstrueres på grundlag af en fejllæsning, i 1700tallet af
Abbé Batteux i Les Beaux-Arts réduits à un même principe (1979:6-7).
20 Også i dansk genreteori er romantikernes tanker som regel udgangspunktet. Således fx i Erik A. Nielsens og Svend
Skrivers Dansk litterær Analyse (2000) hvor Hegel og Novalis er blandt husguderne.
30