Den gørende tekst

I gennemgangen af reglerne og i den forudgående fremstilling er jeg nået frem til en række karakte-
ristika for gørende og sigende talehandlinger som kan indsættes i et dikotomiskema (se bilag 1). På
baggrund af skemaet der på visse punkter foregriber kommende konklusioner, ligger det lige for at
konkludere at begrebsparret gøren-sigen inddeler talehandlingerne i to grupper ud fra konteksten.
Denne opfattelse får støtte af Widell i artiklen ‘Illokutioner er assertiver’ (2001). For selv om
Widell argumenterer for at alle illokutionære handlinger i grunden er en og den samme, så bevarer
og forklarer han deres handlemæssige forskelle ved at medtænke konteksten hvori forskellene
kommer frem som perlokutioner. Mens Widells overordnede synspunkt først skal forklares
nærmere i afsnittet Talehandlinger i den instrumentelle handleverden, er det nødvendigt allerede
her at præcisere perlokutionen. Når begrebet om perlokution eller perlokutionær handling som det
rettelig hedder hos Austin (fx 1962:124), trænger sig på, skyldes det at begrebet befæster gøren og
sigen i konteksten. Habermas’ definerer i Teorien om den kommunikative handlen ‘perlokutionær
handling’ således:
Endelig opnår taleren med perlokutionære handlinger en effekt hos lytteren. […] Sådanne
effekter opstår altid når en taler handler resultatorienteret og derved knytter talehandlinger
sammen med hensigter og instrumentaliserer dem for mål, der kun står i en kontingent
sammenhæng med betydningen af det sagte. (1981:213-214)
Det fremgår at perlokutionære effekter ifølge Habermas ikke kan forklares tilstrækkeligt på
semantisk grundlag, og han anfører at man må forstå dem i lyset af “en sammenhæng af teleologisk
handlen, der strækker sig ud over talehandlingen.” (1981:216). Det antyder at den perlokutionære
handling er kendetegnet af netop den handlekoordinerende indfældethed i kontekster som jeg har
tilskrevet gøren. Et spørgsmål som jeg ofte skal vende tilbage til i det følgende, er imidlertid om
ikke perlokutionær handlen konsistent kan karakteriseres på en måde som også giver plads til
sigende talehandlinger, nemlig som afsenders forsøg på i den givne kontekst at bevæge modtageren
til at reagere, enten gennem accept eller afvisning (evt. sprogliggjort), dvs. sigende, eller gennem
(sproglig eller ikke-sproglig) handling, dvs. gørende (jf. Habermas, 1981:222). 33
32
Det er essentielreglen og dens formel-udtryk “tæller som” (“counts as”) der ifølge Searle (1969:33-42) overhovedet
gør tale, såvel gøren som sigen, til handling. Det er nemlig den eneste konstituerende, dvs. adfærdskabende, regel for
talehandlen, mens resten er regulerende, dvs. adfærdstyrende.
33
Man kan yderligere skelne mellem strategiske perlokutionære handlinger, så som at overtale, og ikke-strategiske
perlokutionære handlinger, så som at informere (jf. fx Habermas, 1981). Dette punkt vil jeg berøre i sidste kapitels
diskussion af genren ‘reklame’.
41