Den gørende tekst

På baggrund af en sådan konklusion ligger vejen åben for at karakterisere genrer. Det har bl.a.
Vibeke Rehfeld og Rita Therkelsen i artiklen ‘Genren – spillereglerne forud for teksten’ erkendt:
Når det gælder den pragmatiske tekst, fører overvejelser over tekstgenren nødvendigvis frem til
en analyse af hvilke sociale sammenhænge en tekst indgår i, og hvilken kommunikativ situation
der udløser teksten. (1996:30)
Med de foregående afsnit in mente er det klart at Rehfeld og Therkelsen gør ret i at betone
kontekstens rolle for tekstkarakteristikken, og at talehandlingsteorien falder dem naturligt i denne
forbindelse, viser sig ved et forsøg på at kategorisere genrer efter illokutionstyper (1996:20). Som vi
har set, er der imidlertid kun én illokution hvorfor distinktionen snarere må drages mellem
forskellige perlokutionære orienteringer. 49 Dette er imidlertid ikke det eneste problem som Rehfeld
og Therkelsen, trods deres holdbare udgangspunkt, har med deres grænsedragninger. Det er fx også
problematisk at de ser fiktion som modsætning til de pragmatiske genrer (1996:18), for selv om
fiktion, som jeg skal komme udførligt ind på i det følgende, er karakteriseret ved bestemte
pragmatiske friheder, så forudsætter selve denne karakteristik en pragmatisk analyse; fiktion har
ligesom ikkefiktion perlokutionære effekter. Den konkrete måde hvorpå tekster i mine øjne kan
skelnes som gørende hhv. sigende, vil jeg til sidst angive kort ud fra eksempelteksterne.
I eksempeltekst (1) og (2) fremgår de forskellige formål hvormed sproget anvendes, klart. I
(1) er konteksten fyldt: En identificerbar (diegetisk) afsender forsøger at påvirke en modtager til at
placere sin computer rigtigt i forhold til den omgivende belysning. For at realisere dette formål har
afsender udstyret sin tekst med imperativerne “Placer” og “Brug”. Imperativer er altid metaassertiv-
meaning and reference depend on context or occasion of use.” (2004:8) Kan dette element generaliseres for gøren, vil
det antyde en semantisk identifikationsbasis.
49
Det vil sige at man overordnet må skelne mellem gørende og sigende genrer. Inden for hver af disse retninger findes
der naturligvis yderligere distinktioner, for sigens vedkommende fx visen, præsenteren og kommenteren (se senere). For
gørens vedkommende vil det oplagt være muligt at fremanalysere forskellige typer af handlekæder og herudfra definere
genrer. Reklame og annonce er fx fælles om en hensigt om at “noget skal bytte hænder” (penge for varer) og de kunne
måske samles under en betegnelse som byttegøren. Lovparagraf og reglement kunne under ét kaldes diktatgøren da
begge fra en antageligt autoritativ position dikterer adfærd. Lejlighedsdigtet kunne tilsvarende rangordnes under
situationsgøren, mens poetik måske kunne høre under foreskriftsgøren. Inden sådanne forslag kunne udmøntes mere
konkret – hvad jeg ikke vil gøre – ville der imidlertid være en række mellemregninger at gøre, ikke mindst måtte den
således normative bestræbelse afpasses med en deskriptiv.
59