Den gørende tekst

Talehandlinger i den instrumentelle handleverden
Gørende perlokution og sigende illokution?
I modsætning til Bakhtin i hvis tekster manglende præcision er reglen (såvel som en del af målet),
er præcision målet for Peter Widell (2001). Widells ærinde er således at vise at de searlske regler
for korrekt udførelse af de illokutionære handlinger er upræcise da formål og hensyn til kontekst
indgår i dem. I stedet for at placere formål og konteksthensyn i det særskilte område for talehandling,
bør de ifølge Widell overføres som talehandlingens perlokutionære del til området for instrumentel
handling i almindelighed. 36 Hvis overførslen kan gennemføres i praksis, vil det betyde at i
hvert fald de gørende talehandlinger kan ekspliciteres som perlokutioner i generelle handlingstermer.
I modsætning til sigen er gøren jo kendetegnet ved kontekstindfældelse og håndfaste
handlemål, netop de to ting som ifølge Widell hører til i området for instrumentel handling.
En opdeling som lader talehandlinger forstå på betingelser der gælder for handling generelt,
finder man også tendens til hos fx Joseph Heath der i Communicative Action and Rational Choice
skriver:
[…] one can easily know what is said, but have no idea what perlocutionary goal it was intended
to serve. The perlocutionary goal must therefore be read into the utterance through the ascription
of additional propositional attitudes, much as in the case of ordinary teleological action.
(2001:32)
Pointen er at talehandlinger rækker ud over det særskilte område for talehandling til området for
handling eller “ordinary teleological action” i almindelighed i kraft af perlokutionen. Hvis formål
og konteksthensyn på denne måde kan forstås i lyset af handling i almindelighed, er der ingen grund
til at indskrive dem i reglerne for talehandlingerne i særdeleshed, lyder argumentet hos både Widell
og Heath – “[…] these ulterior goals are not a “built-in” feature of the speech act”, som Heath
skriver (ibid.).
For Widell fører den talehandlingsteoretiske udrensning der ligger i forlængelse af erkendelsen
af perlokutionens handlemæssige status, til at kun assertiver regnes for illokutioner, mens fx
36
En ‘instrumentel handling’ er en handling hvormed en agent i en given situation anvender et givet middel for at nå et
givet mål. En talehandling er i denne forstand en instrumentel handling, men instrumentelle handlinger kan også
udføres uden sprog, fx når en fodboldspiller sparker til en bold (middel) for at score et mål (mål), eller når en abe
skraber myrer ud af en træstamme (mål) med en pind (middel).
44