Den gørende tekst

Aristoteles’ opdeling dog ligesom Platons kun to fundamentale led. 9 Det mener også Genette der
fremlæser leddene som to ‘modes’ eller “situations of enunciation”: 10
This is not yet a system of genres; the most exact term for designating this category is
undoubtedly the term […] mode. Strictly speaking, we are dealing not with “form” in the
traditional sense, as in the contrast between verse and prose or between different types of verse,
but with situations of enunciating. (1979:12)
De to modi udgør, som Genette anfører, sproglige grundkategorier (1979:64), i mine øjne svarende
til diegesis og mimesis. De er derimod endnu ikke genrer da modi, midler og emner ifølge
Aristoteles må analyseres hver for sig og kun i fællesskab lader genrer fremstå (1992:11).
Det som jeg vil tage med fra Platon og Aristoteles, er den formelle distinktion mellem to
sprogpragmatiske modi, for i denne distinktion er der flere træk som må overføres til gøren-sigen:
Dels det overordnede faktum at begge distinktioner befatter sig med sproganvendelse og dels den
oplagte mulighed for i forlængelse af diegesis-mimesis at tage konteksten, fx overvejelser omkring
afsender-modtager relationen, med i regnestykket; kontekstovervejelser vil vise sig afgørende for
gøren-sigen. At distinktionerne er sprogpragmatiske, involverer desuden at de ikke er historisk
betingede, men almengyldige, og de kan derfor begge siges at tilbyde solide grundlag at
karakterisere tekster ud fra, fx med henblik på genrer. I det øjeblik talen falder på konkrete
genredefinitioner, går almengyldigheden imidlertid fløjten, for definitioner af genrer forudsætter,
som Aristoteles anførte, betragtninger over litteraturens midler og emner i tillæg til de
sprogpragmatiske modi, og med midler og emner inde i billedet undgår man ikke konventioner:
hvordan de sprogpragmatiske modi forbindes med emner og litterære midler, er et konventionelt og
historisk betinget anliggende. For med fast forankring og på tværs af alle konventioner at kunne
beskrive sprog er det derfor alt om at gøre at definere de sprogpragmatiske modi isoleret førend de
tages med i betragtninger over fx genrer. Netop kravet om isoleret definition forsyndede romantikerne
sig imod i deres bestræbelser på at opdatere genreteorien.
9
Platon mener desuden at der er en blanding af leddene (2003:88). Med Genette (og Genette med Aristoteles) kan den
dog afvises. Genette skriver: “[…] after all, a single word of introduction by the poet is ultimately enough to make it
narrative, even if everything that follows is dialogue […].” (1979:21)
10
Aristoteles gør i parentes bemærket opmærksom på at forskellen mellem narration-som-tekst og dramatik-somopførsel
ikke er uoverstigelig: “Endvidere frembringer tragedien også uden sceniske bevægelser sin virkning lige så vel
som den episke digtning, for allerede ved læsning viser det sig hvordan den er.” (1992:65). Aristoteles’ bemærkninger
17