Den gørende tekst

Inden jeg “symptomal-læser” Searle og påviser gøren-sigen distinktionens stille eksistens hos
ham, skal det medgives at han andre steder anfører præcise ting desangående, dog stadig uden at
drage de fulde konsekvenser. Det gælder fx på stedet hvor han definerer ‘direction of fit’. Med dette
begreb illustrerer Searle nemlig at en talehandling enten kan anvendes med sigte på at spejle verden
eller med sigte på at forårsage forandring i verden, og denne skelnen er meget lig gøren-sigen.
Gøren vil således til enhver tid have den type direction of fit som indebærer at noget i verden skal
reguleres for at matche talehandlingen. Det er fx tilfældet med ordrer og løfter hvor handling er
nødvendig for at tilvejebringe den fremtidige tilstand i verden som talehandlingen refererer til og
prædikerer om. Sigen vil derimod til enhver tid have den type direction of fit som indebærer at
talehandlingen skal matche verden, dvs. referere med fæstnet prædikation. Searle formulerer det
selv:
Some illocutions have as part of their illocutionary point [dvs. direction of fit] to get the words
(more strictly, their propositional content) to match the world, others to get the world to match
the words. Assertions are in the former category, promises and requests are in the latter.
(1979:3)
Selv efter flere formuleringer med tilsvarende prægnans konstaterer Searle at begreberne om
illocutionary point og direction of fit ikke kan udgøre “the entire basis of the distinctions.” (1979:4).
Selv om Searle har ret i at talehandlinger ikke kan skelnes ud fra den pragmatiske kontekst alene –
dertil er semantikken for væsentlig – er det for mig at se en fejl ikke at tillægge konteksten en mere
fremtrædende, ja, afgørende plads i forklaringen. De kontekstfølsomme træk dukker da også fortsat
op i Searles formulering af reglerne for korrekte talehandlen, som den præmis han helst ikke vil
vide af.
Searles regler for korrekt talehandlen
Searle har med formuleringer som “talking is performing acts according to rules” (1969:22) gjort
sig til talsmand for at der kan opstilles regler for enhver type talehandling, og han mener endvidere
at alle udgaver af disse regler må skæres over samme læst. Således kan der ifølge Searle redegøres
for den korrekte udførelse af talehandlingstyperne direktiv og kommissiv der begge regulerer
handling, såvel som for talehandlingstypen assertiv ud fra samme skabelon. 27 Trods intentionen om
27
Direktiv, kommissiv og assertiv er ikke enerådende som typebetegnelser i talehandlingsteorien. Jeg vil imidlertid
holde mig til disse da jeg senere vil tilslutte mig Peter Widells (2001) reduktion af talehandlingstypologien der gør
37