Den gørende tekst

narrationstekst, er oftere mimetisk end diegetisk al den stund romanforfattere oftere bærer maske og
taler gennem fortællere end i eget navn. Derudover kompliceres sagen af at dramaets tekstlige
forlæg, manuskriptet, faktisk heller ikke er mimetisk; manuskriptet er jo dramatikerens egen tale
(diegesis) med instruktioner til skuespillere, instruktør, scenograf m.v. som skal omsættes i
sceneopførslens kontekst. Dette interessante træk ved manuskriptet udbygger jeg i det afsluttende
kapitel, Gøren i praksis. 6
Det er ikke uvæsentligt at netop romangenren sætter Platons genresymmetri på prøve.
Romanen vil nemlig ryste alle klassiske genreteorier, hævder den russiske litteraturteoretiker
Mikhail Bakhtin i The Dialogic Imagination:
The great organic poetics of the past – those of Aristotle, Horace, Boileau – are permeated with
a deep sense of the wholeness of literature and of the harmonious interaction of all genres
contained within this whole [...]. And they all, as a consequence, ignore the novel. (1981:5)
For sin del kan Platon ikke beskyldes for at ignorere romanen da den ikke fandtes i det antikke
Grækenland. 7 Og tænker man på Homers epik som den prototypiske narrationstekst, klarer Platons
symmetri nemmere skærene. Homer antages nemlig delvist at berette i eget navn, dvs. diegetisk,
modsat flertallet af nutidens romanforfattere, og hans eksempel kan derfor forklare Platons
synspunkt: at narration er diegetisk. 8
skriver Genette: “Plato deliberately leaves out all nonrepresentational poetry – and thus, above all, what we call lyric
poetry [...]” (1979:9). Også Line Henriksen pointerer at lyrik er udelukket fra Platons og Aristoteles tekster (2003:119).
6
Der er yderligere det interessante aspekt at dramaet ikke uden videre kan reduceres til kategorier for udsigelse som
diegesis og mimesis, siden hen gøren og sigen, da dramaet i opførslen jo involverer ikke-sproglig handling. Dramaet er
dermed nemlig også visen af handlinger hvad Aristoteles så idet han udvidede “the term mimesis […] to include not just
speech but also imitative actions.” (Hawthorn 1998:48). Dette aspekt vil jeg dog lade ligge da visen, forstået som
fremstillet (imiteret) fysisk handling af ikke-sproglig art, falder uden for mit talehandlingsteoretiske fokus. Derudover
kan visen qua fremstillet forstås under mimesis’ overordnede ramme, og mimesis-begrebet redegør jeg for (hvad angår
sprog).
7
At Bakhtin faktisk ikke beskylder Platon for noget i det anførte citat, skal man ikke lade sig snyde af. Det er rigeligt at
Bakhtin nævner Aristoteles, for hvad angår den symmetriske relation som her er i fokus, stiller Platon og Aristoteles sig
ens.
8
Trods enige om den overordnede symmetri er der uenighed at spore mellem Aristoteles og Platon hvad angår Homer
konkret: Platon vurderer at Homer kombinerer diegesis og mimesis (2003:91), og det er heldigt for Homer da Platon vil
forvise poeter som ikke er “severe rather than amusing” (2003:92-93), dvs. diegetiske frem for mimetiske. Aristoteles
priser derimod Homer for at være den eneste digter der har indset vigtigheden af at holde sig i baggrunden (1992:57),
dvs. af at skrive mimetisk!
15