Den gørende tekst

ikke at være mulighed for at afsenderen kan sætte sin intention om at skrive fiktion igennem ved at
vælge en illokution med særlig fiktionsaffinitet – det viste Widells pointe om at alle illokutioner,
fiktive eller ej, er assertive. At afsenderintentioner ikke er afgørende for om noget er fiktion, synes
desuden at støttes af konkrete eksempler. Fx forekommer det intuitivt rimeligt at sige at når
romanen Lykke-Peer er fiktiv, så skyldes det ikke Henrik Pontoppidans intentioner, men at
romanens bærende referenter, fx Peer, ikke findes og at prædikationerne om referenterne som følge
heraf ikke er forankrede.
Dog skal det indrømmes over for Searle at en afsenders intention om at melde sit værk ind i
konventionen ‘fiktion’ typisk vil udstyre værket med konventionelle kendetegn såsom rim, billedsprog,
narrativitet, indbinding og genrebetegnelse på forsiden, og det gør det lettere for modtageren
at skelne værket som fiktion fra løgn eller tågesnak. Konventionen kan desuden forklare hvorfor
modtagere typisk accepterer fiktion uden at føle sig forulempede eller gjort til grin: Konventionens
kendetegn informerer på forhånd modtagere om at en given tekst er fiktiv, og, forudsat at
modtagerne identificerer disse kendetegn, betyder det at afsenderens perlokutionære handling har
som effekt at modtagerne indvilliger i det som Lamarque & Haugom Olsen i bogen Truth, Fiction
and Literature kalder “a special kind of imaginative effort among participants” (1994:76): Først
forstår modtagerne afsenderens illokution med dertilhørende proposition, og på baggrund af
forståelsen vælger de siden som effekt af afsenderens perlokutionære handling og tekstens
konventionelle tegn enten at acceptere, afvise eller “gå ind på” propositionen, i det sidste tilfælde
velvidende at der er tale om fiktion.
Redegørelsen for denne procedure som modtageren ubevidst gennemgår i forbindelse med
fiktion, afdækker at fiktion kan forstås som afsenderens perlokutionære handling med indvilligelse
som effekt. Det er dog vigtigt med det samme at understrege at en afsenders perlokutionære
handling med denne effekt ikke er nok til at gøre teksten fiktiv hvad fx Lamarque & Haugom Olsen
tilsyneladende mener (ibid.). Modtagerens indvilligelse betegner sammen med afsenderens
intention et fortolkningsfællesskab der som regel er understøttet af konventionelle tegn, men som
ikke ændrer noget ved tekstens reference og prædikation. Fællesskabet er en vedtaget (inter-
)subjektiv vinkling af teksten der foreligger uafhængigt som objektiv genstand.
Searles entydige hypostasering af afsenderintentionen ser desuden ud til at være i strid med det argument han andetsteds
(1977 (1965)) anfører over for Grice, nemlig at sprog forudsætter konvention ud over intention for at give mening (se
note 63).
64