Den gørende tekst

sprogpragmatisk, må man naturligvis tage afsæt i sprog, dvs. i opførslens tekstlige forlæg,
manuskriptet. Bjørn Moe følger også dette spor i Den danske skueplads med sin angivelse af at
[…] dramatikerens specielle særsprog […] skal jo i sin skrevne form have den egenskab mere
end særsproget i alle andre tekster, at dets udtryk skal kunne overføres til scenen og gengives
dér ved hjælp af tilsvarende udtryk i tale og bevægelse. (1973:8)
Ifølge Moe skal dramatiske tekster “bedømmes ud fra deres muligheder for at blive realiseret på
scenen.” (1973:22), men realiseringens afgørende springbræt, drama-manuskriptets sprogpragmatiske
særpræg, formår Moe ikke at angive.
På overfladen kommer manuskriptets sprogpragmatiske og historisk ensartede særpræg til
syne i dets formelle opbygning: Manuskripter har tilsyneladende til alle tider indeholdt dels
regibemærkninger og dels replikker. Regibemærkninger er dramatikerens diegetiske tale til
dramaets skuespillere, scenograf, instruktør etc., mens replikkerne er mimetiske tale iscenesat af
dramatikeren: Skuespillerne er således forstået afsenderens “maske”, ligesom dramatikeren kan
siges at tale gennem instruktionen, scenografien, koreografien osv. – for så vidt dramatikeren
eksplicit har givet anvisninger som følges, desangående. 83
Distinktionen mellem regibemærkninger og replikker giver dermed teoretisk mulighed for at
opfatte de iscenesatte karakterer som afsendere – hvad læsere uden aktier i dramaets opførsel i
øvrigt også rent intuitivt gør. Muligheden for at skelne mellem disse to afsenderinstanser eksisterer
lige fra antikken, fx tragedien Medea (431 f.kr.) af Euripides, til nutiden, fx Leif Panduros enakter
Kufferten (1966), og det er på baggrund heraf at dramaet kan beskrives som en dobbelt genre. Lad
os betragte sagen nærmere i Panduros Kufferten:
Ulch. (Kikker på strikketøjet.)
Moderen. Prøv den min dreng!
Ulch. (kikker nærmere.) Der er ingen ærmer i den!
Moderen. Visse vasse… hva’ ska’ du med ærmer?
Ulch. (Er ved at få den over hovedet.) Til mine hænder…
83
Dramaet rummer en slags maskeret kommunikation fra afsenderen som ikke er sproglig, nemlig skuespillernes ikkesproglige
handling samt opbygningen af scenen. Dette forhold kunne føre til at man for dramaets vedkommende talte
om visen på niveau med gøren og sigen, men da visen, forstået som fremstillet handling af ikke-sproglig art, falder uden
for mit talehandlingsteoretiske fokus og yderligere synes at kunne reduceres ind under mimesis’ overordnede ramme,
vil jeg lade denne mulige kategori ligge (se note 6).
104