Den gørende tekst

eklame for Star-øl hvor et ukendt jeg synger “Jeg vil meget, meget hellere ha’ en Star”. Denne
oplysning er irrelevant i langt de fleste kontekster, men som alle ved, er målet med reklamen på en
indirekte måde at lade modtager forstå at Star er en god øl for derved at påvirke modtager til at
købe Star-øl. Formulerer man reklamen på baggrund af denne implikaturdragning – for en sådan er
der naturligvis tale om – er udsagnet altså “Køb Star-øl!”.
Forvandlingen som sker i forbindelse med ytringen af den prototypiske reklame i en køb-
salgskontekst, kan forklares talehandlingsteoretisk: Star-øl eksemplet begyndte rent faktisk med en
sigende talehandling – et jeg refererer til og prædikerer i ønskeform om en bestemt øl (metaassertiv)
– men udtrykket ender med at være gørende: Køb Star-øl! (assertiv plus direktiv perlokution)
Denne forvandling er overmåde vigtig med henblik på at karakterisere genrer, og den rammes ind
med begrebsparret direkte og indirekte talehandling. Parret stammer fra Searle (1975), men jeg vil
her støtte mig til Widells definition:
En indirekte talehandling […] er tilvejebragt gennem en bestemt slags slutning – en såkaldt
implikatur – udløst af forhold i en eksplicit angivet [dvs. direkte], anden talehandling. (2001:21)
Forholdene som Widell refererer til i citatet, er bruddene på princippet om kommunikativt
samarbejde i den direkte, dvs. den umiddelbare og bogstavelige, talehandling.
Forvandlingen behøver dog ikke gå fra direkte sigende til indirekte gørende. Andre gange
forbliver den sigende talehandling sigende (som i “Luften er tung”), ligesom gørende talehandlinger
kan forblive gørende (som i det klassiske eksempel “Kan du række mig saltet?” (spørgsmål) der
efter implikaturdragningen lyder “Ræk mig saltet!” (ordre eller bøn)). Gørende talehandlinger har
derimod svært ved at blive forvandlet til sigende, og det kan have at gøre med at man i forbindelse
med implikaturdragning sætter en ytring i relation til konteksten, mens sigen tenderer mod ingen
kontekst at have. Det vil sige at en implikatur der skal forvandle en gørende talehandling til en
sigende, må forsøge at fratage den gørende talehandling en del af dens kontekstuelle præcision, og
det er problematisk da implikaturer netop altid er præciserende. Skal forvandlingen fra gørende til
sigende derfor have en chance, må konteksten på forhånd sikre den. Eksempelvis kan den gørende
metaassertiv “Så er det frem med paraplyerne!” kun oversættes til den indirekte sigende “Nu regner
det” på baggrund af omfattende forhåndsviden, fx at modtagerne sidder indenfor og ved at de ikke
skal ud.
49