Nyt Dansk Udsyn - Velkommen til Nyt Askov

omstilling efter asiatisk mønster, hvad der vurderes at ville bryde på ret så omfattende vis med vore
liberale traditioner, mens det sidste konvergente scenarium hedder ”Danmark som foregangsland”,
hvor tankegangen er, at omverdenen vil følge i hælene på os, og herunder f.eks. udvide de kriterier,
hvorefter der måles i de mange PISA-undersøgelser vedrørende skolebørnenes præstationer. De fire
scenarier fremlægges i redegørelsen som inspiration for den videre uddannelsespolitiske diskussion,
men det skinner tydeligt igennem, at den daværende undervisningsminister helst så en ny stærk
dansk guldalder ved en intensivering af vore skoletraditioner, herunder et forstærket lokalt og
samfundsmæssigt sammenhold omkring vore skoler.
De danske uddannelsestraditioner stiller Ole Vig Jensen imidlertid spørgsmålstegn ved i sin
institutionsredegørelse fra januar 1998: Institutionsredegørelse I. Det 21. århundredes
uddannelsesinstitutioner. Redegørelse om de videregående uddannelsers institutionelle struktur,
hvor han i sit forord siger: ”Vi kan – og skal – lære af fortiden, men vi må heller ikke være bange
for at gøre op med denne, når tiden som nu er inde til det”. Den problemstilling, der ligger bag, er
det forhold, at vi i Danmark på det tidspunkt havde meget små uddannelsesinstitutioner i
sammenligning med udlandet, hvad bl.a. evalueringsinstituttet EVA’s internationale undersøgelser
havde påvist. Denne forskel i størrelsesforhold rejser spørgsmålet om, hvad der nu betegnes som
uddannelsesinstitutionernes ”kritiske masse”, dvs. antallet af kloge hoveder, der samlet et sted
tænkes at kunne arbejde sammen og inspirere hinanden. Vi kender konsekvenserne heraf fra de
mange fusionsprocesser, der har kendetegnet den danske udvikling gennem de sidste ti-år, hvor de
videregående professionsuddannelser til f.eks. lærere, pædagoger, sygeplejesker m.m. er blevet
samlet i regionale professionshøjskoler, og vi har fået storkommuner, hvor man nu sammenlægger
eller fusionerer skoler, børnehaver, vuggestuer og fritidsordninger, ligesom der på det frie
skoleområde er ved at tegne sig et nyt og mere aktivt samspil mellem skoler og foreninger, hvad det
indledningsvist nævnte strategi- eller pejlemærkepapir fra Efterskoleforeningen er et udtryk for.
Hermed får vi større og stærkere spillere på alle områder, hvad der måske umiddelbart kan friste til,
at institutionerne selv hver især vil klare, hvad tidens udfordringer måtte sætte i spil, og det ser vi da
også tendenser til, bl.a. jf. det indledningsvist nævnte skrækscenarium omkring en begyndende
frontdannelse mellem de formelle og de frie skoletraditioner, hvad ingen imidlertid kan være tjent
med, og jo da allermindst de opvoksende generationer. I den forbindelse er det værd at mærke sig
den første uddannelsespolitiske redegørelse fra Ole Vig Jensens afløser som undervisningsminister,
partifællen Margrethe Vestager, der i sin UR98 lancerer tre aktuelle uddannelsespolitiske temaer:
Kvalitet, Frafald og Uddannelse til alle. I sin indledning skriver ministeren, at kvalitet er et ”luftigt
26