Nyt Dansk Udsyn - Velkommen til Nyt Askov

sociale velstand (Hegedahl m.fl., 2011). Denne problemstilling eller afvejning, som vi fra
pædagogikkens historie kender fra spørgsmålet om, hvem der egentlig ejer skolen (Oettingen,
2011), vil vi som sagt lade ligge her eller udskyde lidt, for en stund endnu at fastholde
opmærksomheden omkring den kompleksitet i udviklingen, som Margrethe Vestager lancerede med
sit kvalitetsbegreb, der blev set som en del af den demokratiske proces med på lærende vis at
tilpasse os hinanden, hvad der ikke er helt det samme som at parallelisere samfundets og den
enkeltes kompetenceudvikling. Tidens mange fusionsprocesser, der ofte forløber oppe fra og ned og
derfor efter bureaukratiske mønstre fremfor samspillende og lærende, har umiddelbart spærret for –
eller må vi jo da håbe: udsat – spillerummet for virkeliggørelsen af et sådant folkeligt eller
demokratisk vekselvirkende kvalitetsbegreb. – Inden vi i det lys tager fat på de pædagogiske
udviklingstendenser i den aktuelle uddannelsessituation, så skal vi en lille omvej omkring de
frihedsbegreber, der efter den tyske socialfilosof Axel Honneths (2011) analyser kendetegner de
moderne demokratier, da der heri er en del at genkende og arbejde med i en dansk kontekst under
forandring.
Demokratiets tre frihedsforestillinger
Axel Honneth er i relation til denne artikels tema om traditionsforvaltning interessant på flere
måder. Som socialfilosof eller samfundsteoretiker har han bekendt sig som noget så utidssvarende
som teleologisk eller ”liberal teleologisk” i sin tankegang (2003). Vi kender den teleologiske
tankegang fra den gamle græske filosof Aristoteles, der grundlagde videnskaben som det at spørge
til tilværelsen og dens fænomeners formålsrettethed. Populært sagt, så forstår vi efter Aristoteles
mening ikke et æg på videnskabelig vis, hvis vi tror, at det stammer fra Brugsen og har til formål at
ende på et morgenbord, men først når vi har indset eller fundet ud af, hvad det betyder for fugles
reproduktion. Denne formålsorienterede eller teleologiske videnskabsform, der stiller spørgsmålet
om ”hvorfor?”, gled i glemmebogen, da den moderne naturvidenskab blev født i 1800-tallet under
den positivistiske parole om kun at ville udtale sig om, hvad der gennem empiriske forsøg og
observationer kan bestemmes som rene årsags-virkningsforhold, dvs. spørgsmålene om ”hvordan?”.
Når Honneth (2003, 2006) nu her et par tusind år efter Aristoteles genoptager den teleologiske
tankegang, så er det ikke, fordi han som den gamle græske filosof tror, at tilværelsen er så viseligt
indrettet, at alt har sit faste formål og er på plads, men for at gøre opmærksom på, at den historiske
udvikling ikke er helt tilfældig eller ”kontingent”, som det nu hedder, men styret af nogle
menneskelige forestillinger om det gode liv, der imidlertid til stadighed står til diskussion eller
kamp, hvorfor han netop har betegnet sig som en liberal teleolog. En sådan tilføjelse til det
28