Nyt Dansk Udsyn - Velkommen til Nyt Askov

efterskoler (Oettingen m.fl., 2011), hvor man også taler om ”venskabsformer” af en lidt anderledes
og vidtrækkende karakter end dem, der kendes fra hverdagslivet. Skoleformer er pædagogisk
kunstige kopier af, hvad vi kender til fra livet, hvad der vel er grundlaget for overhovedet at kunne
tale om livsoplysning, men som skoleformer er de indrettet på at skulle bringe det lidt videre, måske
som en folkeoplysning med de muligheder og begrænsninger, som en sådan historisk
traderingsform indebærer (Benner, 2005), - og måske med baggrund i de vekselvirkende
dimensioner, der gemmer sig i Margrethe Vestagers kvalitetsbegreb?
I Danmark kan vi bryste os af at have sat det ”sociale frihedsbegreb” på landkortet som
uddannelses- eller traderingsformel, og den tradition har, som vi ved det fra den standende
uddannelsesdebat, en stor folkelig succes og reel opbakning, hvor den voldsomme vækst i
efterskoler først nu i 2011 er stoppet, sandsynligvis på grund af de forringede tilskudsordninger,
mens væksten i friskoler, frie børnehaver og vuggestuer er voldsomt ekspanderende, bl.a. som svar
på de mange institutionsnedlæggelser og -fusioner i storkommunerne, og endog højskolerne kan nu
igen melde om fremgang efter på mange måder at have været klemt i det samlede, stadigt mere
formaliserede uddannelsesbillede. Men denne succes maner med baggrund i bl.a. Honneths analyser
af de demokratiske frihedsforestillinger til eftertanke, da de frie skolers eksistensberettigelse
traditionelt er blevet tolket ud fra ”den negative frihed”, dvs. som en mindretalsrettighed, og ikke,
som det f.eks. ville have været muligt ud fra Kants refleksive eller etiske frihed, som en på én gang
mere selvudviklende og almenrettet uddannelsespolitisk satsning. Denne de frie skolers snævre
juridiske og ikke almenpædagogiske eksistensberettigelse var en hovedpointe for et oplæg ved
seniorforsker og tidligere forstander ved Den frie lærerskole i Ollerup, Thorstein Balle, ved den
nævnte konference om de frie grundskolers sociale ansvar. Hvis de frie skoler imidlertid kun kan
legitimeres som demokratiske mindretalsrettigheder, så står de i fare for at ende som de
”campingpladser”, som den polske samfundsforsker Zygmunt Bauman (2006) har karakteriseret de
senmoderne samfunds ”flydende modernitet” ved. Selv om de frie skoleformer faktisk nyder den
danske befolknings store interesse og opbakning, fordi de netop bygger deres pædagogik på det
”sociale frihedsbegreb”, der med Honneths begreber på én gang kan give den selvtillid, det
selvværd og den selvagtelse, som det gode liv fordrer (Oettingen m.fl., 2011), så fremstår de kun
som risiduale muligheder eller mere eller mindre tilfældige attraktive campingpladser for det frie
skolevalg, og ikke med den samfundsmæssige eller uddannelsespolitiske pondus, som deres særlige
livs- og folkeoplysende pædagogik måtte tilsige dem. De er med en moderne vending så at sige
”stemt ind med fødderne” og ikke på god andelsvis med ”hovederne”, hvad der også kan udtrykkes
31