Nyt Dansk Udsyn - Velkommen til Nyt Askov

videnskabelige kyniker, Luhmann var, så bestemmer han pædagogikkens samfundsmæssige
funktion som et lettere svindelnummer, hvor der uddannes ud fra det formål at forvandle mennesker
til ”personer”. Konkrete mennesker er for komplekse i et moderne samfund, hvor de ikke ligefrem
kan tugtes på plads som i de førmoderne samfund, hvorfor de gennem skole- og
uddannelsesvirksomhed skal dannes som personer, så de dels kan gøre sig forhåbninger om at
kunne kommunikere med de andre og dels selv kan nås via den kommunikation, som samfundet
tilbyder. Trods al sin umiddelbare kynisme, som forskeren selv har gjort en dyd ud af, så er det
egentlig en oplagt tankegang, der da også trækker på de tyske dannelsestraditioner, hvor det gennem
historien er blevet diskuteret, hvad der kan gøre mennesker til personer eller dannede væsner, men
en systemteoretisk synsvinkel på disse spørgsmål løser ikke umiddelbart tidens problem med de
tyve procent af en ungdomsårgang, som skolesystemet ikke kan nå. Ud fra en systemteoretisk
tankegang skal de diagnosticeres, så de kommunikativt kan nås af specialsystemer, men det er netop
denne systemdifferentiering, der er blevet for dyr og som derfor nu politisk tematiseres som
ekskluderende. Luhmann er ikke teleolog eller liberal teleolog som Honneth og Grundtvig, men
videnskabelig sociolog, der alene beskæftiger sig med beskrivelsen af samfundets ”hvordan” og
uden smålig hensyntagen til dets ”hvorfor”, ud over systemernes rent funktionelle overlevelse, så
med ham i bagagen, kan vi beskrive, hvad der på et vist generelt plan sker eller er sket i samfundet,
og det er egentlig udmærket, men ikke nok til at forholde os kritisk og konstruktivt til et samfund
under forandring.
Ser vi på udviklings- eller modetendenserne i de pædagogiske praksisfelter, så har vi været igennem
en periode, hvor der har været meget fokus på Gardners teori om de forskellige intelligenser (1999,
og for en kritik af den pædagogiske brug af denne psykologiske teori se Lene Tanggaard, 2011). Ud
fra denne teori har børn og unge forskellige måder at lære på, som der så pædagogisk skal tages
hensyn til med henblik på at opnå den tilstrækkelige undervisningsdifferentiering, hvad der
imidlertid dels står i fare for at overanstrenge den enkelte underviser, når man står alene med 28
børn i klassen, dels kan indebære endnu en lidt farlig diagnostisering af de enkelte børn eller deres
læringsevne, så de måske ovenikøbet kan blive fastholdt i den læringsstil, som de har med sig
hjemmefra, og som jo ellers gerne via skolegang skulle løftes og udvikle sig. Det har siden Platons
hulelignelse været pædagogikkens hovedopgave at formidle evnen til ”blikskifte”, som understreget
af den tyske professor Dietrich Benner ved en forelæsningsrække om pædagogik og dannelse på
Syddansk Universitet og UC Syddanmark i foråret 2011 (Benner, under udgivelse). Det er dog mit
indtryk, at dette fokus på det enkelte barn og dets læringsmåder har sat sig positive spor i den
33