Nyt Dansk Udsyn - Velkommen til Nyt Askov

samlet på ét sted, men altid under én hat, en ”rigtig”, professionel ledelse, som svæver et sted over
og uden for det hele. De forskellige uddannelser skulle kunne inspirere hinanden, hed det sig en
gang. Hvordan skulle dette dog kunne lade sig gøre alene af den grund, at de enkelte uddannelser i
et CVU ofte rent geografisk befinder sig langt fra hinanden. Det var da også kun løs snak beregnet
på at overtale de tvivlende rundt om i de dengang selvstændige grunduddannelser, f. eks. på
seminarierne.
Mig bekendt er der aldrig givet nogen blot tilnærmelsesvis rimelig forklaring på hele denne øvelse.
Den kunne i begyndelsen se fornuftig nok ud i yderområder for at sikre uddannelsers fortsatte
eksistens og spredning over landet, men snart viste det sig, at det rigtignok ikke var det, der var
meningen. Meningen var rent ud sagt slet ikke nogen mening, men simpelthen fusion for fusionens
skyld. Stort skulle det være, jo større jo bedre, vistnok efter mønster fra udlandet. Og UC’er skulle
de hedde, de nye kæmpekonglomerater, ”university colleges”. Mens alt dette stod på, var der stort
set ingen af de ansvarlige, der interesserede sig nævneværdigt for uddannelsernes indhold. Alt
drejede sig om organisering og struktur. De studerende og deres ofte frustrerede lærere i
uddannelsens reelle fag måtte sejle deres egen sø. Omstillingen har kostet dyrt både i penge og spild
af energi.
Alt dette må med, når man i dag vil tale om Folkeskolens elendighed og læreruddannelsens
utilstrækkelighed. - Det har man i øvrigt gjort så længe, at det nærmest hører til dagens orden, og
der er inden for de sidste 20 år lavet den ene nye læreruddannelse efter den anden, nærmest en pr.
undervisningsminister. En ny læreruddannelseslov er netop vedtaget, og den kunne nemt få samme
skæbne som forgængerne. Og det vil uden tvivl fortsætte, så længe man går uden om sagens kerne.
Dette har den nuværende børne- og undervisningsminister øjensynlig indset, og derfor søger hun
med lys og lygte efter nye veje i skolepolitikken.
Når politikerne taler om læreruddannelse, er standardløsningen nærmest per refleks: mere
faglighed, eventuelt overflytning af hele uddannelsen til universiteterne. Vel at mærke de rigtige
universiteter, ikke UC’erne, som man åbenbart alligevel ikke regner for noget særligt. Og når
fagforeningsfolkene taler om reformer, så er det altid noget med længere uddannelse, for tiden fem
år. Ingen af disse løsningsforslag kommer blot i nærheden af problemets kerne. En femårig
læreruddannelse vil næppe virke tillokkende på den intellektuelt mere ressourcestærke ungdom,
man gerne så melde sig. At flytte uddannelsen til universiteterne er heller ikke nogen indlysende
løsning, for nissen flytter med. Underviserne ville være de samme eller tilsvarende, og også
8