Nyt Dansk Udsyn - Velkommen til Nyt Askov

universiteterne er godt på vej til også at blive professionshøjskoler, hvor kommercielle interesser og
tænkemåder erstatter hensynet til fordybelse og sammenhæng.
Problemet er simpelthen selve professionsbegrebet. Det kan se meget uskyldigt ud, at man har brugt
ordet ”professionshøjskole” som betegnelse for rammen om en række mellemlange uddannelser, og
det er det måske også. Alligevel kan det være uheldigt, for der har i en årrække i lærerkredse været
talt på en for mig at se meget tvivlsom måde om lærerjobbets ”professionalisering”. Meningen har
tydeligvis været at nå frem til en mere formel og objektiv bestemmelse af jobbet, som job slet og ret
og ikke som ”kald”. Ja, lad os bare undgå dette ord. Det var noget, man oftest sagde, når lønnen var
beskeden. Men det ændrer ikke ved, at lærerarbejdet er og bliver andet og mere end bare en
”profession”, og det ændrer ikke ved, at læreren nu som før og i ethvert samfund har en
kulturbærende rolle at spille, en rolle, som slet ikke kan omfattes af professionsbegrebet. Lærerens
arbejde er et ”folkeligt” arbejde. Ligesom politikerens, journalistens og præstens, blot for at nævne
et par andre eksempler. De folkelige funktioner er mange i et demokratisk samfund.
Den bedste forklaring på, hvad det vil sige at have et folkeligt embede, får man egentlig hos
Grundtvig, i et af hans højskoleskrifter fra 1830’erne, ”Skolen for Livet og Academiet i Soer”.
Nogen vil måske finde det utidigt her at indblande Grundtvig. Hans navn nævnes vist nok for tiden
ikke gerne i pænt selskab. Men da nu projektet Ny Nordisk Skole netop blev introduceret på Sorø
Akademi, og ministeren ved denne lejlighed ifølge dagspressen udtalte ønsket om en diskussion i
højskolens ånd, tager jeg mig den frihed her at fortsætte i samme spor.
Hvad folkelig dannelse er, hedder det her i Skolen for Livet og Academiet i Soer, kan man få den
tydeligste forestilling om, når man spørger, hvad medlemmerne af det folkelige statsråd (dvs.
stænderforsamlingerne) behøver for at være deres stilling voksne og deres særlige hverv mægtige.
De må være folket lig, folkelige, dvs. de må kende folket, dets natur og tankegang, historien og
modersmålet, herunder også poesien. De må have styrke i modersmålet, dvs. kunne udtrykke sig
mundtligt med liv og lethed. Og de må være godt underrettet om landets tilstand samt have sans for
andet end deres egen fordel, vide hvad der tjener hele samfundets ve og vel.
Det kan uden større besvær oversættes til lærerens arbejde. Også dette arbejde forudsætter, både når
det gælder forholdet til eleverne, til forældrene og det lokale samfund, en horisont og et
engagement, som ikke lader sig afgrænse inden for definerede, professionelle rammer. Læreren må
være andet og mere end blot en ekspedient, der langer varer over disken, de være sig aldrig så
kvalificerede og videnskabsbaserede. Den enkelte lærer må have et personligt forholde til sit stof.
9