Nyt Dansk Udsyn - Velkommen til Nyt Askov

i sine studier af de caraïbiske migranter i de engelske ghettomiljøer har beskrevet tre kulturelle
orienteringer – eller som han kalder det kulturelt rådige reservoirer eller forråd af mulige
identiteter som de marginaliserede kan trække på – og måske med held kombinere/pendle imellem:
Det ubesatte, mulighederne der åbner sig i det nye land,
Det fortabte, mindet om det undertrykte eller mistede oprindelige liv, og/eller
Det rebelske, oprøret mod undertrykkelsen eller fordrivelsen.
Man kunne sige, at Stuart Hall hermed egentlig tager en både enklere og klarere konsekvens af dét,
som Scott Lash forsøgte, nemlig at se refleksiviteten som udlejret-genindlejret. Han gør det ved at
gå ud fra at identitet (og hermed mulige deltagelser i fællesskaber) ikke er en essentiel kapacitet ved
individet, men i dag snarere må ses som et flertydigt kulturelt forråd af mulige identitets-valg og -
skift. Det individuelt bårne er dermed snarere kapaciteten til at overskue og realisere de til enhver
tid mest ønskelige til- og fra-koblinger og/eller kombinationer. Refleksiviteten kan for den sags
skyld godt være individuel og sikkert også cognitiv – men det afgørende i dag er nok så meget, at
der til enhver tid er flere mulige identitetsspor end vi hver især kan overkomme at rumme og
realisere. Vi må derfor uvægerligt se adgangen til dette reservoir som det sted, hvor vi især kan
’gribe om vores eget liv’. Denne pointe bliver endnu klarere, hvis vi ser marginaliseringen
bogstaveligt, dvs. som en position, der hverken er ’udenfor eller indenfor’, men netop ’på kanten’.
Som marginaliserede er vi på én gang tiltrukket af – og frastødt fra de givne fællesskaber. Vi kan
vurdere adgangsprisen og om vi kan/vil betale – for kortere eller længere tid. Vi kan også forsøge
at oprette alternative fællesskaber, hvor vi selv har større kontrol med adgangen, men til gengæld
kan risikere at blive isolerede. Eller vi kan forsøge at pendle, sådan at vi snart lægger mere vægt på
vores egen anderledeshed – og snart mere på ligesomheden. Det er denne pendler-figur, som jeg
egentlig ser som det afgørende nye i fluid modernity, og interessant nok tydeligst blandt de, der ikke
har fundet varig plads, hverken blandt de globaliserede eller de nye stavnsbundne. De, der hverken
er ’folket’ eller ’ikke-folket’ men som rummer og er hjemmehørende begge steder.
Og med dette teoretiske tidsbillede vil jeg så afsluttende vende tilbage til udgangspunktet – nemlig
de mulige positioner og sammenhænge hvori en revitalisering af folkehøjskolen og det levende ord
kan vælge at investere i ’folkeligheden’.
’Det levende ord’ – igen & igen & igen & igen ..
48