Begrundelserne for parænesen hos Paulus

More documents

Recommendations

Info

44 Birgitte GrUjær Hjort forholdet adskilles fra de konkrete mellemmenneskelige forhold, mens imperativet, isoleret fra indikativen, ville betyde moralisme og gerningsretfærdighed 19 • Soteriologi (indikativ) og etik (imperativ) lader sig altså ikke adskille, men hører sammen som to sider af kristenlivet. Vi kan således på baggrund af tekstmaterialet og med støtte af en række forskere'" konkludere, at Paulus i sin parænese (imperativ) knytter til ved soteriologien (indikativ), på en sådan måde, at han lader frelsen i Kristus danne grundlag for den troendes forpligtelse til at tjene Gud og næsten. Rækkefølgen mellem Guds gerning i Kristus og den kristnes gerninger for næsten er dog afgørende, eftersom den afspejler det sagforhold, at den guddommelige frelseshandling går forud for og danner grundlag for den kristnes kærlighedsgerninger 21 • Det er således Gud, der står bag de døbtes handlinger, idet han ved sin Ånd skaber lydighed hos de troende over for de etiske fordringer, vi møder hos Paulus ". Der er således tale om, at Gud står bag de døbtes handlinger, som de dog samtidig selv er subjekter for". Parænesen hos Paulus er altså grundlæggende kristologisk forankret"'. Paulus begrunder sine formaninger med Guds gerning i Kristus", uanset om dette er udfoldet som en sakramental hændelse, hvor Kristus delagtiggør de døbte i sin død og opstandelse, eller set i et eeelesiologlsk eller pneumatologisk perspektiv, hvorved Paulus forkynder for sine læsere, at de som lemmer på Kristi legeme har fået Helligånden og en IXQYC nr. 2,1993 helt ny, eskatologisk eksistens, eller om det omtales som et direkte teologisk eller kristologisk motiv, nemlig som Guds udvIsen barmhjertighed gennem sin Søns død for mennesker. Til trods for de indbyrdes forskelle, er disse aspekter grundlæggende set varianter for en og samme sag, nemlig Kristi frelsesgerning for mennesker. Præcist denne frelsesgerning danner grundlag for etikken. Det andet punkt, hvor parænesens kristologiske forankring kommer klart til udtryk, er den indholdsmæssige bestemmelse af etikken (ivf. f.eks. Efes 5,1-2): Kristi gerning er ikke alene fundamentet for etikken, men er samtidig med til at definere dens indhold. I Kristi selvhengivelse for menneskers skyld, som er et udtryk for den størst tænkelige kærlighed til mennesker, ligger det mest fundamentale paradigme for den paulinske etik. Samtidig med fastholdelse af formaningernes mangfoldighed (ivf. f.eks. de forskellige formaninger i 1 Thess 4,1-8) er kærligheden nemlig den grundholdning, som Paulus tilskynder de kristne til at handle ud fra. Kristi selvhengivende kærlighed definerer indholdet af de etiske normer, Paulus formaner sine læsere til at efterleve. Det turde hermed være klart, at den døbtes etiske liv, hans tjeneste for næsten, skal forståes kristologisk. Det er Kristi kærlighed (indikativ), der driver ham" til at elske andre (imperativ). Af frelsesgaven følger nemlig opgaven at tjene Gud og medmennesker.
IXQYC nr. 2,1993 Når indikativ-impcrativ-»skcmaet« alligevel ikke synes at udtrykke tankegangen i samtlige paulinske formaningsafsnit, skyldes det Paulus' argumentation i f.eks. 2 Kor 5,9f, hvor han opfordrer de kristne til at leve et Gud velbehageligt liv med den begrundelse, at de skal stå til regnskab for deres handlinger, og ikke, som tilfældet er i hovedparten af teksterne, pga. Guds gave til dem. Domstanken skal ses i lyset af den døbtes ansvar for at lade Ånden virke i hans liv. For så vidt domstanken sigter på at pointere vigtigheden af den kristnes etiske liv, står den ikke i modsætning til de øvrige begrundelser, vi har undersøgt. Den afgørende forskel består derimod i det forhold, at Paulus i 2 Kor 5,9f begrunder parænesen (v.9) med domstanken alene, således at forstå, at de kristne motiveres til handling uden henvisning til Guds gerning for dem. Imperativet hviler med andre ord ikke på et indikativisk udsagn. Af hensyn til artiklens omfang må jeg nøjes med at konstatere domsmotivets afvigelse fra argumentationen i de øvrige tekstafsnit. Dersom det havde været muligt inden for rammerne af nærværende opgave at undersøge denne afvigelse nærmere, ville det have været relevant, under inddragelse af øvrige domstekster, at gå ind i dybere overvejelser om domstankens eventuelle indskrænkelse af Paulus' frelsesforståelse, eller blot underbyggelse af den opfattelse, at troen skal ytre sig i kærlighedsgerninger. Afsluttende kan det siges, at Paulus, med undtagelse af dom'tanken (og til dels parusien), begrunder parænesen med forskellige kristologiske aspekter. Parænescn hos Paulus. 4S Ved således at forankre parænesen i kristologien pointerer Paulus sammenhængen mellem delagtighed i frelsen (indikativ) og forpligtelsen til et liv i næstekærlighed (imperativ). Dermed mener jeg, at der er sagt noget afgørende og centralt om hele den paulinske teologi, nemlig dette, at den døbtes forhold til Gud (modtagelse af frelsen) ikke lader sig adskille fra hans forhold til næsten (forpligtelsen til at tjene medmennesker), men derimod er at betragte som to nøje sammenhængende stØrrelser. Denne sammenhæng mellem Gudstro og etik, som vi har set afspejlet gennem den måde, hvorpå Paulus begrunder store dele af parænesen, er et sagforhold, som ligeledes kommer til udtryk i evangelietraditionen, nærmere betegnet i det dobbelte kærlighedsbud, hvor forholdet til Gud og forholdet til næsten er tænkt som en samvirkende enhed. Ligesåvel som sammenhængenden mellem indikativ/ Gudstro og imperativ/etik er uopgivelig, er rækkefølgen mellem dem uforanderlig. Menneskets mulighed for at efterleve de etiske anvisninger skal ses på baggrund af og som konsekvens af den frelsesgave, det har modtaget. Uden at komme nærmere ind på spørgsmålet om, hvordan sammenhængen mellem Gudstro/frelse og etik kommer til udtryk i kirkens liv i dag, vil jeg dog fremhæve sakramenternes afgørende betydning: Når vi i dag holder dåb i menighedens midte, er det i sig selvet vidnesbyrd om, at indlemmelsen i Kristi død og opstandelse ikke er en isoleret akt mellem Gud og den døbte, men samtidig indlemmelsen i et fællesskab med andre mennesker. Den-
Page 1: • l ./
Page 4 and 5: Det er simpelt hen sagen... Teologi
Page 7: IXQYC nr. 41993 Iinske breve, nemli
Page 13 and 14: IXGYC nr. 2,1993 18. Bornkamm p.34;
Page 15 and 16: IXQYC nr. 2,1993 kemåde komme til
Page 18 and 19: 52 Peter V. legarth Mezuzah 31 og t
Page 20 and 21: 54 Peter V. Legarlh (den, der frems
Page 22 and 23: 56 Peler v. l.egarth tider. Shammai
Page 25 and 26: IXQYC nr. 2,1993 55. Shaliach I Sha
Page 27 and 28: IXQYC, nr. 2,1993 Baggrunden for Lu
Page 29 and 30: IXQYC, nr. 2,1993 Kristus åbner Sk
Page 31: IXQYC. nr. 2,1993 lade være at gø
Page 34 and 35: 68 Erik Dahl rungen om at en P i si
Page 36 and 37: 70 Erik Dahl husmoderen sin identit
Page 39: IXQYC nr. 2,1993 En trekantet verde
Page 42 and 43: Bo Giertz. Ateisten som blev biskop
Page 44 and 45: 78 Boganmeldelser Resten af livsski
Page 48: 82 Boganmeldelser nok hovedsakelig

Begrundelserne for parænesen hos Paulus

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?