Begrundelserne for parænesen hos Paulus

IXQYC nr. 41993
Iinske breve, nemlig i 1 Joh 4,19, hvor
det gøres klart, at mennesket p.d.e.s. er
aktivt handlende (hemeis agapJmen) og
p.d.a.s. siges, at dets handling sker på
baggrund af Guds gerning (ivf. hOli og
pnJtos, der klart viser, at menneskets
kærlighedsgerninger sker på baggrund
af Guds kærlighed).
Udblik.
Til en uddybende forståelse af, hvorledes
Helligånden motiverer de kristne
til at leve deres liv på rette vis (pneumati
...stoichåmen), vil jeg henvise til 1
Thess 4,8, hvor Paulus i sin formaning
til helliggørelse refererer til Åndens tilstedeværelse
i de kristne. Gud virker
ved sin Ånd i menigheden for at sætte
den i stand til at handle efter hans
vilje. Det er således Åndens gerning,
der animerer til helliggørelsen i de
troendes liv. Drivkraften bag menneskets
moralske adfærd (1 Thess 4,1­
7) skal søges i Åndens virksomhed.
Mennesket er dog ikke at forstå som
en tilskuer, der distancerende og passivt
betragter Åndens helliggørende
gerning, men snarere som »aktiv« modtager
af Åndens gave (1 Thess 4,8),
idet Ånden sætter frugt i den kristnes
liv. Takket være Guds Ånds iboende
kraft, er den kristne i stand til at leve
et helligt liv'.
C.l.d. Konklusion.
Som det turde fremgå af ovenstående,
er der p.d.e.s. tale om, at Gud er det
egentlige subjekt for menneskets moralske
adfærd, og p.d.a.s. er det den
kristne selv, som må efterleve formaningerne
og føre et helligt liv, hvor
det nye, han har modtaget i frelsen, må
blive synlig i handling. Dette paradok-
Parænesen hos Paulus. 41
sale sagforhold vil jeg se nærmere på i
det følgende afsnit.
Konklusion: Indikativ og imperativ.
Ovenstående tekstgennemgang afspejler
det kendte inddikativ-imperativ-skema,
som er et grundlæggende karakteristi·
kum for den paulinske etik: Gud har i
Kristus tilvejebragt frelsen, som de
troende i dåben' har fået del i
(indikativ). Af frelsesmodtagelsen følger
for den døbte et helt nyt liv, som ikke
er bestemt af syndens og mørkets magt
(ivf. f.eks. Rom 6,6; KaI 3,5-9 og Bfes
5,8), men af Guds Ånd (ivf. f.eks. 1
Kor 6,19 og Gal 5,25). Denne nye
eksistens skal anspore de døbte til at
distancere sig fra deres tidligere liv
under syndens herredømme (imperativ)
(ivf. f.eks. Rom 6,12-14; Kai 3,5-9;
Rom 13,12·14 og 1 Kor 5,7). Af tekstmaterialet
kan man således udlede
følgende tankegang: Når Paulus over
for de kristne argumenterer for nødvendigheden
af at realisere og synliggøre
det nye liv, de har fået, ved i
kærlighed at tjene Gud og næsten, og
dermed adlyde Guds fordringer (imperativ),
henviser han til frelsesmodtagelsen
i dåben (indikativ). Udtrykt i de
grammatiske termer »indikativ« og »imperativ«
kan det siges, at indikativen
er fundament og forudsætning for
imperativet. Den etiske side af dåbs­
!kristenlivet (imperativ) skal forståes
som konsekvens af retfærdiggørelsen
(indikativ). Paulus er ikke tilbageholdende
med at formane de kristne til at
udføre etiske handlinger, men disse
handlinger udføres ikke for at at opnå
frelse, men fordi de har fået del i frelsen.
De er således ikke betingelse for,
men konsekvens af frelsen.