Begrundelserne for parænesen hos Paulus

LXQYC nr. 2,1993
give et fuldstændigt billede af den døbtes
liv; de er nemlig »der notwendigen
ZusammengeMrigkeit zweier widersprechender
Aussagen«'.
I opposition til Bultmann taler Windisch
for en adskillelse af indikativ og
imperativ, idet han ser de to ting som
modsigende størrelser".
Ligeledes gør Agersnap sig til talsmand
for at forstå indikativ og imperativ som
udtryk for to adskilte eksistensformer,
idet han opponerer mod den, siden
Bultmann, almene consensus, at indikativ
og imperativ nødvendigt hører
sammen i en enhed, trods det paradoksale
forhold mellem dem. Ifølge Agersnap
er forholdet mellem indikativ og
imperativ ikke blot kendetegnet ved
spænding", men ved et enten-eller".
Jeg mener imidlertid på baggrund af
tekstgennemgangen, herunder også
inddragelse af Rom 6, som er Agersnaps
udgangspunkt, at kunne konkludere,
at den døbtes tilværelse netop
ikke kan forståes ud fra indikativ eller
imperativ, men at der er tale om et
både-og, idet den døbte p.d.e.s. allerede
er befriet fra syndens magt (indikativ)
og p.d.a.s. stadig skal kæmpe for ikke
at lade sig beherske af synden (imperativ).
Jeg kan således ikke tilslutte
mig Agersnaps opfattelse af forholdet
mellem indikativ og imperativ. Desuden
vil jeg tillade mig at rette en vi, kritik
mod hans fremstilling af den fremherskende
tradition i tiden efter Bultmann.
Det drejer sig for det første om Agersnaps
tolkning af, hvad disse teologer
har opfattet som værende imperativets
sigte. Han hævder nemlig, at de ger-
Parænesen hos Paulus. 43
Ilinger, som imperativet tilskynder til at
udføre, af de fleste teologer er blevet
opfattet som middel til at bevare frelsen
og ikke som mål i sig selv". Dette
ser jeg som en uberettiget indvending
mod den fremherskende teologi. Imperativet
er netop ikke er en svækkelse
af indikativens realitet, men indikativen
har fuld gyldighed for den kristne,
selvom han stilles over for imperativet
14. Det primære formål med de gerninger,
den døbte tilskyndes til at gøre,
er at tjene næsten". Derfor er disse
gerninger i hØj grad et mål i sig selv og
ikke blot middel til at opnå andre ting!
For det andet vil jeg pege på en mangelfuldhed,
som præger Agersna ps
skildring af især Bultmann og Bornkamms
begrundelse for imperativet.
Disse to teologer, og andre med dem,
hævder Agersnap, begrunder imperativet
udelukkende negativt ud fra denne
tilværelses mangler". Dette er imidlertid
kun den halve sandhed, idet
imperativet ikke kun begrundes ud fra
mangler og behov, men også positivt
ud fra det forhold, at indikativen overhovedet
har gjort disse handlinger mulige".
Jeg mener herved at have peget
på visse svagheder dels ved Agersnaps
konklusion, dels ved præmisserne for
dette hans opgør med den udbredte
opfattelse blandt teologer af indikativimperativ-problematikken!
Et flertal af forskere i tiden efter Bultmann
har støttet den opfattelse, at
indikativ og imperativ, frelsesgave og
de etiske forpligtelser, trods indbyrdes
spændingsforhold, dog hører nøje sammen".
En løsrivelse af indikativen fra
imperativet ville gøre den paulinske
lære til en form for mystik, hvor Guds-