Fordi jeg siger det! - PressWire

vestlige verden ved, at deres børn vil komme til at leve i en
verden, som er helt anderledes end den verden, de selv
voksede op i. En verden, som man knap nok kan ane konturerne
af. Det er derfor svært at forudse, hvilke værdier,
kompetencer og personlige egenskaber børnene vil få brug
for i fremtiden. Skal de være ærlige, lydige og artige? Eller
bør de snarere være smarte, frembrusende og selvhævdende
for at kunne håndtere fremtidens udfordringer?
I dag lever vi i en verden, som mere og mere tegner sig
som et turbosamfund. Forandringstakten på stort set alle
livsområder er hurtig og bliver stadig hurtigere. Vores nu
bliver kortere og kortere, og en stadig mere foranderlig
fremtid kommer hurtigere og hurtigere. Det mest stabile, vi
har at holde fast i, er accepten af den uafbrudte forandring.
Og det eneste, vi kan vide om fremtiden, er, at vi intet kan
vide om den – udover at den er uundgåelig og fuld af overraskelser,
og at børnene er livstidsdømte til at leve i den.
”You always need to be prepared, but you never know for
what,” som Bob Dylan i sin tid sang det.
Forældreskabets nye og store udfordringer
For samfund, skolevæsen og ikke mindst forældre gælder
det om at indse, at det ikke er her, i vores nu, at de børn,
der vokser op, kommer til at leve. Gårsdagen og de erfaringer,
man kunne gøre sig dér, fremstår i stigende grad som
irrelevante. Bedstemor er for eksempel ikke mere den, man
går til for at spørge om råd angående børnenes opdragelse.
Men hvordan skal man så som forælder forberede børnene
bedst muligt til at kunne klare sig godt i den verden,
de kommer til at leve i? Den moderne samfundsudvikling
stiller forældreskabet over for nye og store udfordringer.
Forældre vil fremover opleve, at deres egne erfaringer –
både dem fra deres barndom og dem fra deres aktuelle
liv – vil være irrelevante at bruge i forhold til opdragelsen
af deres børn. De børn, som de igennem et bevidst valg har
fået, og som de (i de allerfleste tilfælde) derfor også føler
stor ansvarlighed over for.
”You always need to be prepared,
but you never know for
what,” som Bob Dylan i sin tid
sang det.
Men hvordan kommer man bedst det problem i møde?
Jeg vil vove pelsen og komme med mine bud på fire ting,
det bliver vigtigt at kunne i fremtidens verden:
1. Børn bevæger sig imellem mange sociale miljøer
Børn vil fremover i stigende grad opholde sig i forskellige
sociale miljøer såsom hjemme hos mor, i daginstitutionen,
i fritidsordningen, hos far og hans nye kæreste, hos
bedstemor og hendes ny partner, i skolen, i fodboldklubben,
blandt vennerne i byen osv. Og i hvert af disse sociale
miljøer er det forskelligt, hvordan man bør opføre sig. Børn
vil fremover opleve, at de i stigende grad bliver nødt til at
tilpasse sig nye, ukendte omstændigheder og dele omgivelser
med mennesker, de slet ikke deler erfaringer med.
Kravet til gode kommunikative evner vil derfor forøges drastisk.
For forældre og andre opdragere gælder det derfor
om at hjælpe børnene med at lære at omstille sig.
2. Forældrenes erfaringer bliver mindre vigtige
Forældre vil fremover opleve, at deres egne erfaringer
og de kulturelle traditioner, de er vokset op med, i stadig
mindre grad vil være det selvfølgelige og relevante udgangspunkt
for opdragelsen af deres børn. I stedet må
forældrene tage deres evne til at reflektere over nutidens
og fremtidens samfund i brug. Traditioner vil der ikke
findes én, men mange af, ligesom der vil ske en forøgelse
af antallet af alternativer og valgmuligheder på alle mulige
livsområder. Forældre vil, i højere grad end det indtil nu
har været påkrævet, blive nødt til at træffe valg i forhold
til: opdragelsesværdier og -metode, pasningstilbud, skole,
fritidstilbud for børnene etc. Børnene kommer ligeledes til
at skulle træffe deres egne valg i et støt voksende udbud af
muligheder. Dette gælder alt lige fra lege over fjernsynsprogrammer
og computerspil til uddannelsesveje, aktiviteter,
livsstil og religiøs og politisk verdensanskuelse.
At vælge består dybest set i modet til at kunne vælge
fra. Det kræver både evnen til (hurtigt) at kunne orientere
sig blandt forskellige alternativer og en høj grad af selvtillid.
I jantelovens land har vi indtil nu ikke været særligt gode til
at fremme børns selvtillid. I gamle dage mente man ikke,
at det var noget børn i almindelighed var særligt tjent med.
I dag gælder en helt anden social grammatik. Snarere end
at være gode til at udføre andres instrukser, kræves evnen
til at udforske situationers muligheder og selv at vælge,
hvad der bør gøres. At bidrage til, at børnene udvikler en
grundlæggende selvtillid, er derfor noget af det vigtigste,
forældre i dag kan gøre for deres børn.
3. Familielivet bliver stadig mere sårbart
Der hersker i samfundet generelt, og især inden for familieinstitutionens
rammer, et voksende spændingsforhold
imellem den enkeltes krav om individualisering og behovet
for oplevelsen af at tilhøre et fællesskab. Livet i det moderne
samfund kræver i højere grad end tidligere, at den
enkelte kan stå på egne ben og kan sørge for sig selv, dvs.
selvstændighed og en vis grad af ugenert selvhævdelse.
Unge mennesker kan i dag udtrykke dette i termer, som
at de ønsker at være ’projektleder for eget liv’ eller ’pilot i
egen tilværelse’. I et samfund hvor dette bliver et udbredt
fænomen, ændres vilkårene for fællesskaber radikalt. Ikke
mindst bliver det synligt i den fællesskabsform, som familien
udgør. Når, som i dagens familier, hvert familiemedlem
til daglig passer sit og har sin daglige gang i sine egne
sociale netværker adskilt fra de andre familiemedlemmer,
bliver selve familielivet et stadig mere sårbart og vanskeligt
foretagende. Familieinstitutionen bliver, som blandt andet
20 21
den aktuelle skilsmissestatistisk dokumenterer, mere og
mere socialt sårbar.
Parallelt med dette vokser det enkelte højt individualiserede
individs psykologiske behov for at opleve følelsesmæssig
forankring i et fællesskab, idet oplevelsen af
tilhørsforhold er forudsætningen for individets fornemmelse
af identitet. Der skal derfor noget mere til for at få
familien til at blive den socioemotionelle stabilitets- og
forankringsinstans, som børnene (og også de voksne) har
brug for. Sammenfattende kan man sige, at det, der fordres
af forældre i dag, både for at holde sammen på
parforholdet og på familien som sådan, er bevidste indsatser
for at etablere og fastholde en så høj grad af oplevelsesfællesskab
blandt familiemedlemmerne som muligt.
4. Øgede krav til selvbeherskelse og selvdisciplin
Den øgede velstandsudvikling, globaliseringen og fremkomsten
af nye elektroniske kommunikationsmidler vil øge
og lette tilgængeligheden til den omgivende verdens udbud
af muligheder, eksempelvis: usund slik, usund mad, stoffer,
alkohol osv. Derved øges også kravene til den enkelte i forhold
til at kunne beherske sig og kontrollere sine impulser
og styre sine affekter. Ligesom stærk selvtillid er noget,
børn, der vokser op i fremtidens verden, vil have behov for,
er selvdisciplin det også. I forhold til dette spiller forældrene
en afgørende rolle. Det er i hverdagens følelsesmæssige
samspil i familien, og især imellem børn og forældre, at
disse karaktertræk grundlægges og udvikles.
Et andet forhold af stigende betydning for børns
karakterdannelse er deres samspil med andre børn. Her
spiller forældrene også en afgørende rolle. Ikke mere som
rollemodeller for børns udvikling, men som magthavere
i familien og derved som strukturgivere for børns sociale
liv. De voksnes valg af bopæl, arbejdsforhold, samlivsform,
pasningsordning, skole og så videre påvirker, både direkte
og indirekte, hvilken omgangskreds og hvilke interesser
børnene vil komme til at få. Dette gælder ikke mindst de