Fordi jeg siger det! - PressWire

Selv børnehavebørn har en mobil
Spørger vi forældre, hvad god opdragelse er for dem, svarer
de fleste ved at pege to mål for opdragelsen. Det ene mål
drejer sig om selvstændighed: Børn skal kunne klare sig
selv i en hverdag splittet op imellem mange sociale arenaer
(skole, hjem, fritidsklub m.fl.). Det andet mål handler om
ærlighed og troværdighed, altså at man skal kunne stole på
børn og føle sig sikker på, at aftaler holdes.
Det er mål, der både er respektable og gode i den forstand,
at de matcher tidens udfordringer. Selvstændighed
og troværdighed er jo netop, hvad vi i dag må opfatte som
en slags indre værdier. Det vil sige et mål, som den enkelte
kan leve op til eller bringes til at leve op til. Det er mål, der
i en individualistisk tid giver perspektiv. Det er det ydrestyrede
menneskes ballast. Og så hænger det godt sammen
med en families fortravlede liv, hvor forældrene er i
deres individuelle verden, børnene i deres, og alle sammen
mødes de efter arbejdstid. Men denne hverdag skal hænge
sammen. Det gør den ikke i sin sociale struktur, her er den
opsplittet, og børn og forældre løber ikke på hinanden og
kan sjældent få tid og aktiviteter til at løbe sammen i løbet
af dagen. Sammenhængen skal skabes eller forsøges skabt
via aftaler og samtaler – og det bliver den i en ekstrem
grad. Selv børn i børnehaven har en mobil og får på den
måde beroliget moderen og skabt sig selv gode handlemuligheder.
102 103
Forhandlingsopdragelsen har ikke en chance for at give
børn den indre ballast, der er nødvendig for at blive til
helstøbte mennesker.
Derfor er selvstændighed og troværdighed klart mål, der er
nødvendige og yderst relevante i vores samfund.
De gamle dyder – og de nye
De gamle dages dyder, som forældrene havde for øje, var
krav, der matchede den tids samfund. Børnene skulle være
pligttro, arbejdsomme, ærlige, flittige og så videre. Altså
tydeligt krav, der gjorde dem til gode borgere i et samfund,
baseret på traditioner og stabilitet og så netop: indrestyrethed.
I dag er dette anderledes. De gamle dyder er snarere en
hindring for at udfolde sig i det åbne, moderne og globaliserede
samfund. Her kræves karaktertyper, der er mobile
på alle måder. Vi kalder det omstillingsparate og socialt
kompetente. Altså ydrestyrede.
Det afgørende spørgsmål for mig er, om det også giver
tilstrækkeligt perspektiv fra et menneskeligt synspunkt. Er
de nye dyder også i stand til at give barnet og den voksne
den indre stabilitet, der kan sikre et godt liv? Og set fra en
større vinkel: give samfundet borgere, der er selvstændige i
den betydning, at de kan sige fra og forholde sig tænksomt
til tidens udbud? Altså mennesker, der kan hæve sig over
den aktuelle forhandlingssituation og vælge en anden vej –
og derigennem yde et bidrag til fællesskabet?
Det er den lidt kritiske vinkel på den inddragelse i opdragelsen,
jeg kommer med i det følgende. Ikke for nostalgisk