Fordi jeg siger det! - PressWire

More documents

Recommendations

Info

Ydrestyrede børn kræver tilbagemelding på sig selv. De skal have respons på, at de er gode nok. De skal bekræftes. Glipper det, lurer katastrofen. at søge tilbage til de gamle dages udvikling af børnenes karakter. Langt fra. Men for at overveje, hvad den moderne karakterudvikling har at stå imod med, når der er pres på. Hvad kan man ty til, når perspektiverne er svundet ind til formørkelse – af typen depression eller regulær flugt ind i misbrug? Hvor ligger de potentialer, der kan forbindes med styrke, modstandskraft og personlig integritet? Der skal mod til Opdragelse er at føre børn ind i sociale og kulturelle værdier, der deles af kulturen. Opdragelse er påvirkning – en bevidst og ikke-bevidst påvirkning, der får børn til at dannes som mennesker med alt, hvad det indebærer. Det fører så videre frem imod spørgsmålet: Hvad er dannelse egentlig, og hvordan er forholdet imellem opdragelse og dannelse? En vej til afklaring er, at opdragelsen skal føre frem imod dannelsen af en person, der får en indre kerne til at opleve sig selv som en sammenhængende person, der kan modstå angst, sætte realistiske mål, være i positiv kontakt med sine egne følelser, knytte nære bånd til andre og opleve sig selv om en person, der er værd at anerkende. Vi kan tale om dette som en personlig identitet. Der er under alle omstændigheder tale om en personlig kerne, som vi kan definere som et ‘selv’. Opdragelsen skal udvikle en person med et selv, der kan leve op til elementære krav. Kan det ske igennem en forhandling? Den spanske filosof Fernando Savater skrev for nogle år siden en spændende bog om opdragelse. Der slår han et tema an, som netop handler om den voksnes rolle i opdragelsesprocessen. Der skal mod til, siger han – og mener, at det letteste for en presset forælder selvfølgelig er at følge øjeblikkets indskydelse og glide af. Modet består i at turde gå imod denne tilskyndelse i øjeblikket og stå fast på nogle krav. Altså ikke forhandling, men modspil. Forhandlingsopdragelsen har altså ikke en chance for at give børn den indre ballast, der er nødvendig for at blive til helstøbte mennesker. I forhold til disse, måske lidt gammeldags, betragtninger kunne man forsigtigt indvende, at der vel er tale om en spansk tradition og i det hele taget en sydeuropæisk familieopdragelse og kirkelig tradition, der ikke står tilbage fra også at disciplinere rent korporligt. Men i virkeligheden har han fat i en pointe, der også kan begrundes psykologisk. Opdragelse handler om selvet Selvet er formodentlig det begreb, der er skrevet mest om i psykologien fra 1930’erne og fremefter. Derfor er det også hasarderet at tro, at en kort og populær formulering på nogen måde kan yde begrebet fyldest. Alligevel vover jeg det og gør det med den formulering, at selvet bliver til på grundlag af socialt samspil med nære omgivelser. Det handler om to afgørende træk, nemlig tilknytning og spejling. Tilknytningen skaber forbindelsen imellem barnet og den voksne. Spejlingen overfører et budskab imellem dem. Og i barnets tilfælde overføres et billede af barnet selv, som moderen formidler følelsesmæssigt – og som barnet overtager. Barnet bygger et billede op ved at gøre sig til et med det billede, moderen formidler. Barnet bliver billedet. Hele tilknytningslitteraturen fortæller denne historie: Der kan ikke udvikles et selvbillede, hvis der ikke er tilknytning og formidles et troværdigt billede udefra. Går vi herfra videre til opdragelsen, ligger konklusionen også tydeligt foran os. Et selvbillede skal udvikles op igennem barndommen ved, at barnet overtager de værdier, der formildes af omgivelserne. Det er værdier, som at du er god nok, at jeg holder af dig, elsker dig, men også værdier knyttet til krav, man skal leve op til – normer, der skal efterleves, ansvar, der skal udvises og så videre. Et selvbillede omfatter både selvværd og de fornemmelser af forpligtelse, der er overtaget fra det fællesskab, man er knyttet til. Bevidsthed om sociale normer udvikles ikke igennem forhandling, men igennem tilknytning og krav. Den psykologiske proces er en såkaldt ‘internalisering’ – eller som det blev begrundet af en lærer, der mødte sine elever med kravet om, at de skulle lære en tekst udenad: »Noget skal ind – inden det kan komme ud«. Det er sådan set pointen: Der skal indpodes værdier i et 104 105 menneske, inden disse værdier kan opleves som rigtige og derefter igen blive udlevet, før man kan opleve sig selv som værdifuld. Ansvarlighedskultur er den nye dyd Mange pædagoger fortæller om børn, der er selvoptagede, der er søgende og er, hvad pædagogerne kalder opmærksomhedskrævende. Ydrestyrede børn kræver tilbagemelding på dem selv. De skal have respons på, at de er gode nok. De skal bekræftes. Glipper det, lurer katastrofen. Tidens krav om selvrealisering kræver, at man bliver anerkendt som en, det er lykkedes for. Ellers er man selv sit eget nederlag – og selv ansvarlig for det. Og det er der så ikke mere en ‘forhandlingsløsning’ på. De nye dyder ligger snarere i en ansvarlighedskultur. Det betyder voksne, der tager et ansvar – og voksne, der giver børn det. Det betyder sociale værdier, der er synlige i den daglige praksis og efterleves. Her vil børn støde ind i de værdier, de skal overtage, leve op til og efterleve. Det er de muligheder, vi i vores tidsperiode har for at sætte os ud over den rene ydrestyrethed og nå frem til en social karakter, der rummer indre tro, både på sig selv og de fælles værdier. Og vilje til at ville holde fast i dem og arbejde for dem.
Hvis man ikke er på, er man ude Børn skal følge med i undervisningen, men undervisningen skal også følge med dem. af Johannes Andersen Når Ane lige tjekker sin mobiltelefon midt i dansktimen, opfatter både lærere og forældre det ikke bare som forstyrrende og som en mulig overspringshandling, men også som uhøfligt. Som noget, man bare ikke kan tillade sig at gøre. Man skal nemlig følge med i undervisningen, så man kan lære tingene ordentligt. Derfor kan det sagtens udløse hidsige reaktioner fra både lærere og forældre. Men ikke fra de andre elever i klassen. De ved instinktivt godt, hvad der er på spil. De ved nemlig, at hvis ikke man er på, så er man ude. Evnen til at kommunikere er in Når eleverne mener, at alle har ret til at tjekke mobilen hvor som helst, så skyldes det, at de i stor udstrækning har overtaget tidens nye dannelsesideal. Et ideal, der sætter evnen til at kommunikere i centrum. Dannelsesidealer er forestillinger om, hvordan man skal opføre sig i forhold til andre, hvis man skal være en god medborger. Men den måde, vi er sammen på, forandrer sig hele tiden, og i takt med det forandrer dannelsesidealerne sig også. Det sker ofte ubevidst og igennem længere tid. Derfor bliver man også først klar over, at noget er forandret, når man oplever sammenstød imellem forskellige holdninger og aktiviteter. Forskellen imellem Ane og de andre elevers ideal om at være på hele tiden og så lærernes og forældrenes ideal om, at dannelse handler om at være til stede i undervisningen, er et eksempel på dette. Tænk selv, vælg selv Frem til 1960'erne var fællesskab baseret på forpligtelser. Det var vigtigt at leve op til omgivelsernes traditioner og forventninger. Som individ havde man ikke ret mange valg. Man skulle lære at indordne sig under, hvad autoriteterne mente, var det rette og det bedste. Derfor var dannelsesidealet også, at man respekterede autoriteter, og at man, efter bedste evne, forsøgte at leve op til normer om den rette måde at leve på – i alle livets anliggender. Efter 1960'erne blev der, med ungdomsoprøret som symbolsk dynamo, lagt større og større afstand til disse dannelsesidealer. Med bedre uddannelse, flere muligheder for at flytte og flytte sig, ønskede flere og flere at bestemme over egen tilværelse. Hvad enten det var uddannelse, udseende eller måden at leve på. Der sker altså en grundlæggende forskydning fra fællesskaber baseret på forpligtelser til fællesskaber baseret på valg. Man ville selv bestemme, hvem man ville danne fællesskaber med. Man ville selv bestemme, hvem man ville være solidarisk med, og man ville selv bestemme over egen personlige udvikling. I dette perspektiv ændrer dannelsesidealet sig også. I dette, som jeg kalder ‘det moderne samfund’ opfattes det selvstændige menneske som et dannet menneske. Det vil sige, at man opfører sig ordentligt, når man med de rette ord og argumenter kan begrunde sine egne valg, hvad enten det gælder ens personlige udvikling eller det gælder, hvordan man ser på samfundet. Personlige valg og selvstændige argumenter er altså kernen i dette moderne dannelsesideal. Man skal hele tiden fortælle andre, hvad man har gang i I vores samfund kommer disse idealer om selvstændighed og frit valg til kort. Når man, som vi, har uanede muligheder og hele tiden skal træffe flere og flere nye valg, finder man langsomt men sikkert ud af, at argumenter jo ikke er holdbare i længden – de holder i en periode. Så er det nødvendigt med nye valg og argumenter. Og efterhånden kan man bare nøjes med at argumentere ved at sige: fordi … Nu skal man altså vælge. Man skal ikke begrunde valgene, men vise at man hele tiden kan træffe nye valg. Det hedder omstillingsevne. Og det er et centralt element i det nye dannelsesideal, der åbner sig. Det sker i en sammenhæng, hvor mere og mere formidles via elektroniske medier. Derfor bliver det også lettere og lettere at fortælle omgivelserne, at man er dynamisk, omstillingsparat og i gang med nye valg. Resultatet er, at fællesskaberne mere og mere bliver til et spørgsmål om opkobling i forhold til kommunikative netværk. Er man på, er man en del af fællesskabet. Er man ikke på, er man ude. Derfor skal man hele tiden være på i 106 107 så mange sammenhænge som muligt. Her kan man sende sms'er, e-mails, blogge, chatte osv. Pointen er, at i takt med at det moderne menneske skal træffe flere og flere valg, fordi mere og mere gøres tilgængeligt, skal man beskæftige sig med selve dét at være i nuet. Der er ikke nogen ydre mål, der skal opfyldes. Kun egne personlige mål er interessante. Man er altså optaget af dét at være, og derfor af at meddele sig til andre. Man skal hele tiden fortælle andre, hvad det nu er, man har gang i. Når man for eksempel står til en koncert et sted, skal man lige ringe til andre for at sige, at nu sker det. Nu hører man netop denne sang. Derfor bliver omstillingsevne og kommunikation det centrale indhold i nutidens dannelsesideal. Derfor skal man selvfølgelig også hele tiden have mobilen tændt. Med andres øjne i nakken Forandringen i de forskellige måder at være sammen på får også betydning for det moderne menneskes identitet. Dengang fællesskaber var baseret på forpligtelser, spillede moral en meget central rolle. Det betød, at mennesker opførte sig og handlede ud fra et stærkt ‘overjeg’. Man følte altid, at man havde faderens eller andre autoriteters øjne i nakken. Igennem opdragelsen blev disse øjne i nakken til et stærkt, regulerende overjeg, der vidste, hvad der var godt og vigtigt. Derfor forsøgte man også hele tiden, ved hjælp af overjeget, at finde den rette vej. Det havde mange kvaliteter. Med den rette opdragelse vidste man altid, hvordan man skulle opføre sig. Men det var ikke uden problemer. Et alt for stærkt overjeg kunne være ensbetydende med, at man helt gik i stå af frygt for at udfordre autoriteter. Så blev man indelukket og helt usynlig. Med en radar på skulderen Efter 1960'erne bliver der taget skridt i retning af et opgør med det stærke overjeg. Det moderne menneske begynder
Page 1 and 2:
Fordi jeg siger det! 21 tankevække
Page 3 and 4: Fordi jeg siger det! ©2009 Redakti
Page 5 and 6: De indledende ord ... Vi har alle e
Page 7: 10 Derhjemme
Page 10 and 11: Har man dét, kan ingen dybest set
Page 12 and 13: vestlige verden ved, at deres børn
Page 14 and 15: Opdragelsens gyldne middelvej Børn
Page 16 and 17: Se dét var prinsesse en rigtig Nå
Page 18 and 19: Kære ille du af Renée Toft Simons
Page 21 and 22: Om at fremelske børns iboende krea
Page 23 and 24: Det og nye de nye barn forældre N
Page 25 and 26: Har du talt med dit barn i dag? For
Page 27 and 28: Tale og (vid)underlige af Charlotte
Page 29 and 30: Forundring fryder Når man opdrager
Page 31 and 32: Børns forundring er en vidunderlig
Page 33 and 34: Alle børn skal over samme målstre
Page 35 and 36: Skal barnet styres eller vokse frit
Page 38: Forhandlerbarnet For at klare skær
Page 41: med den stærke drengs hånlige: »
Page 44: til, at OECD-økonomer placerede Da
Page 47 and 48: Lykken stiger ikke med antallet af
Page 50 and 51: Opdragelse uden opskrift Forældres
Page 52 and 53: Noget skal ind, inden det kan komme
Page 56 and 57: Man kan forestille sig, at personen
Page 58 and 59: så godt et ord for, nemlig ‘skol
Page 60 and 61: Voksne vil nok aldrig forstå børn
Page 62 and 63: 120 Fotograf Pernille Holm Andersen
Page 64 and 65: 124
show all

Fordi jeg siger det! - PressWire

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?