88 Derude
Lykken stiger ikke med antallet af bamser Vores børn skal lære at tage kritisk stilling til den såkaldte forbrugsfest, så de ikke lader forbruget blive styrende for deres liv. Men de fleste forældre er selv storforbrugere. af Birthe Linddal Hansen Vi lever i et forbrugersamfund. De fleste af os elsker at kaste penge efter glimmer og stads, tøj, mærkevarer, biler og spændende rejser, og intet tyder på, at <strong>det</strong> bliver anderledes, hvis vi kigger 10 eller 15 år ud i fremtiden. Markedsøkonomien har sejret ad h… til, og selv om man naturligvis kan forholde sig kritisk til netop <strong>det</strong>te faktum, er <strong>det</strong> de færreste, der gør <strong>det</strong>. De fleste mennesker forbruger videre, mens langt færre stiller spørgsmål. Kun ti procent af befolkningen takker nej til reklamer. Tilbudsaviser er lan<strong>det</strong>s mest læste medie. Og mange familier vil hellere i IKEA end i skoven på en søndag. Og netop fordi forbrugersamfun<strong>det</strong> efterhånden er alle vegne, oplever vi nu de første generationer af forbrugerbørn. Børn af tiden. Børn af et forbrugersamfund på godt og ondt. Om forbrug er godt eller dårligt kan naturligvis diskuteres, men <strong>det</strong> er ikke den diskussion, <strong>det</strong>te essay har til hensigt at stille skarpt på. Derimod er hensigten at give mit, sociologens og fremtidsforskerens, bud på, hvorfor og hvordan børn opdrages til forbrugere i dag og i den kommende fremtid. En opdragelse, som også forældrene har et ansvar for. Hvad har du med i tasken, moster? Børn påvirkes af den tid og sammenhæng, de lever i, og dermed er <strong>det</strong> også logisk, at begrebet ‘forbrugerbørn’ opstår. Børn spejler sig først og fremmest i deres forældre, og eftersom deres forældre selv er storforbrugere, er der jo intet underligt i, at børnene tidligt gør <strong>det</strong> samme. Kort sagt: Børn opdrages til forbrug. Forældrene forbruger, samfun<strong>det</strong> forbruger, markedskræfterne og reklamerne spiller på <strong>det</strong>, pædagogerne forbruger også nogle gange, og ikke mindst gør <strong>jeg</strong> <strong>det</strong> selv. Endnu har <strong>jeg</strong> ikke selv børn, men <strong>jeg</strong> bruger gerne tid sammen med børn og forsømmer i bedste forbrugerstil sjældent lejligheden til at diske op med gaver så godt som hver gang, <strong>jeg</strong> besøger mine små niecer på Fyn. Ergo er <strong>det</strong> helt min egen skyld, at de er langt mere interesserede i min taske, når <strong>jeg</strong> ankommer, end i mig. Og netop der finder <strong>jeg</strong> også forklaringen på, at den mindste, dagen før hun fyldte to år, selv vandrede ind i gæsteværelset, øjnede mosters kuffert, åbnede den og fandt gaven. Hun vidste, at den var der. De kender deres moster og ved, at gaverne måske rummer fine kjoler fra København, Diddl-dimser, en Troldepus-bog eller et par – øv – kedelige praktiske sko, hvis <strong>jeg</strong> for en gang skyld har taget hensyn til deres reelle behov. På den måde bærer også <strong>jeg</strong>, som de fleste andre moderne mennesker, en del af ansvaret for børns opdragelse til forbrugere. Jeg bekender som fagperson <strong>det</strong> kritiske 90 91 i netop at forkæle dem. Men <strong>jeg</strong> trøster mig med, at <strong>jeg</strong> også løber om kap med dem og sender penge til nogle andre små børn i Afrika. Og derfor trodser <strong>jeg</strong> gang på gang fornuften og mindes glæden fra min egen barndom, hver gang mormor kom med sin taske. En glæde, der dog på ingen måde kan erstatte glæden ved de mange timer, som samme mormor investerede i min søster og mig. Mine niecer er tre og seks år gamle og til trods for deres korte liv, har de allerede bekræftet mine hypoteser om tidens forbrugerbørn til fulde. Gang på gang overrasker de med deres store viden om alverdens produkter og med deres særlige præferencer for lyserødt, en særlig ost eller netop sådan en T-shirt, som de andre børn har. For slet ikke at tale om deres holdninger til os voksnes biler, mad og forbrugsmønstre. Og gang på gang kan <strong>jeg</strong> i omverdenen, og ved at kigge på alverdens forskning, konkludere, at mine niecer ikke er enkeltstående tilfælde. Der er tale om et mere omsiggribende fænomen i den vestlige verden. Prinser og prinsesser troner i indkøbsvognenes børnesæder Opdragelsen til forbruger starter tidligt. Allerede inden barnet er kommet til verden inviteres de nye forældre indenfor i World Wide Webs forbrugsfællesskab, som også informerer. På nettet kan du uge for uge følge fostrets liv og familiens voksende behov. Man kan få gode råd om den kommende opgave som de perfekte forældre. Og masser af tilbud på alt <strong>det</strong> uundværlige, som unægtelig hører et moderne forældreskab til. »Hvordan har man nogensinde kunne leve uden Voksi-pose og babyalarm?« Børn koster penge fra dag ét, mange penge. Nutidens børn er som oftest ønskebørn; børn, som forældrene længe har set frem til at få. Børn, som samfun<strong>det</strong> gerne vil have flere af. Børn, som virksomheder og reklamer gerne vil nå og helst tilfredsstille for enhver pris. Børn, som derfor naturligvis fortjener <strong>det</strong> bedste på alle fronter, også